Hvide-slægten var den stærkeste adelsslægt i middelalderens Danmark fra Valdemar den Stores sejr over Svend Grathe. Det ældste kendte medlem af hvideslægten var Skjalm Hvide der evnede at samle en flåde til hævnangreb på venderne som havde dræbt hans bror Toke. Skjalm Hvide var også fosterfader for Knud Lavard, søn af kong Erik Ejegod. Skjalms søn Asser Rig var ligeledes fosterfader for Lavards søn Valdemar (senere den store). Da Knud Lavard blev dræbt af kong Niels søn Magnus 'Danmarks blomst,' i 1147 ledte hviderne Esbern Snare, Absalon og Sune Ebbesen, sammen med Lavards brødre oprøret mod Niels og Magnus. Hviderne svigtede senere deres støtte Erik Emunes søn Sven Grathe og støttede Valdemar og Knud 6. Efter Valdemars sejr over Sven belønnedes hviderne rigt og var den dominerende magtfaktor i riget op i 1200-tallet. Slægten fortaber sig omkring år 1300 i andre adelsslægter, men en række nulevende danskere med adelsbaggrund kan føre anerne tilbage til denne berømte slægt. Litteratur
Marianne Johansen og Helle Halding, Thi de var af stor slægt, Ebeltoft 2001. ISBN 87-89224-62-0
(Gengivet fra http://da.wikipedia.org/wiki/Hvidesl%C3%A6gten)