Banner er en dansk uradelsslægt, der førte et skjoldmærke med et af rødt og sølv skrådelt felt, og som hjelmtegn en række bannere. Slægten udledte ligesom den svenske slægt Baner, sin herkomst fra Timme Sjællandsfarer. Denne skulle under Knud den Store's kampe i England, ifølge et sagn, i et kritisk øjeblik, da bannerføreren var falden, have standset uordenen i hæren, ved at fæste en bøgegren til odden af sit spyd, og brugt det som banner. Navnet optoges dog først af slægten i reformationstiden.
Den første mand af slægten, der kan påvises, er Erik Nielsen, (død 1345) lensmand på Aalborghus og marsk. En gren af dennes efterkommere optog senere navnet Høg, mens Hr. Niels Eriksen Banner til Vinstrup og Asdal, (rigsråd 1438 , lensmand på Aalborg 1447) , blev stamfader for den egentlige Banner-Linje. Dennes søn, Anders Nielsen Banner til Vinstrup, Asdal, Kokkedal m. m. (død cirka 1486), indtog som rigsråd en betydelig stilling. Den kendteste mand af slægten var dog dennes sønnesøn, Erik Eriksen Banner. Slægten ejede hovedgården Høgholt i 1400 og 1500-tallet.
Endnu på Frederik 3.s tid indtog de to brødre, Gehejmeråderne Erik Banner til Oregaard m. m. (død 1687) og Niels Banner (død 1670) til Hagenskov (»Frederiksgave«), Frederik 3.s yndling , ansete stillinger som højtståaende embedsmænd i enevoldskongens tjeneste. Med sidstnævntes sønnesøn, kaptajn i Søetaten, Niels Banner, uddøde slægten i 1713.