Immediate Family
-
father
-
mother
-
brother
-
brother
-
stepdaughter
About Palne Tokesen, af Fyn
http://heimskringla.no/wiki/Jomsvikingernes_saga#Om_Tokes_s.C3.B8nner
2. Nu når rygtet om disse hændelser hjem til Fyn og kommer Palner — Åges bror — for øre, og det påvirker ham så meget, at han må søge til sengs — mest af den grund, at det forekom ham usandsynligt at få hævn over rette vedkommende, når nu det var kongen, det drejede sig om.
I sagaen nævnes en mand, der hed Sigurd — brødrenes fostbroder. Han var en klog og velhavende mand. Hos ham søger Palner råd om, hvordan han skal forholde sig. Sigurd svarer og siger, at det bedste, han kan gøre for Palner, er på hans vegne at fri til en kvinde, med hvem ægteskab ville skaffe ham megen hæder. Palner spørger, hvor denne kvinde holder til. »Jeg vil drage til Götaland,« siger Sigurd, »— og fri til Ingeborg — jarl Ottars datter — på dine vegne.« »Jeg er bange for,« siger Palner, »— at jeg ikke vil få denne kvinde, men jeg er sikker på, at det ville være den bedste lindring af min sorg, såfremt jeg kunne opnå dette giftermål.« Dermed slutter deres samtale, og Sigurd gør sig klar til rejsen. Han har et skib og tres mand, og han tager af sted, til han kommer til Götaland, og jarl Ottar tager vel imod ham. Sigurd afslører snart sit ærinde og frier til jarlens datter — Ingeborg — på vegne af Palner Tokesøn, og han hævder, at denne på ingen måde er en mindre fremragende mand end sin bror — Åge — og han siger, at det ikke skorter på formue på Fyn. Han sagde, at før han drog af sted, var Palner tæt på at dø af sorg, og at Palner mente, at det ville være den bedste lindring af sorgen, såfremt han opnåede dette giftermål. Jarlen er umiddelbart imødekommende, men mente dog, at man måtte se grundigt på tingene og ikke forhaste sig, når der skulle træffes beslutning i sådanne sager. Han fandt det dog rimeligt — set i forhold til Åge, der var hans ven — at dennes bror fortjente et godt parti. Vi véd ikke, hvor længe de drøftede sagen, men det fortælles, at udgangen bliver, at jarl Ottar lover Palner sin datter — Ingeborg. »Det forholder sig sådan — herre!« siger Sigurd, »— at Palner på grund af udmattelse og sorg ikke er i stand til at komme til gilde her hos jer, men det skorter hverken på midler eller rundhåndethed til at holde gildet på Fyn, og vi vil af hensyn til de tvingende omstændigheder bede jer komme til gilde dér med så stort et følge, som I selv ønsker.« Dette lover jarlen. Derpå tager Sigurd hjem og fortæller Palner, hvad der er sket, og ved dette får han det meget bedre. De gør nu på alle måder klar til gilde for jarlen, og for at gildet i alle henseender kan blive storslået, bliver der ikke sparet på noget.