Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson

How are you related to Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson?

Connect to the World Family Tree to find out

Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson's Geni Profile

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson (Eric I of Denmark Svendsøn)

Danish: Erik "Ejegod" Estridsøn af Danmark (Jelling) Konge, Swedish: Erik "den goda" av Danmark, Italian: Eric I, Norwegian: Erik "den gode" Estridsen av Danmark
Also Known As: "Ejegod"
Birthdate:
Birthplace: Slangerup, Frederiksborg, Denmark
Death: July 10, 1103 (38-47)
Paphos, Cyprus, Greece (På pilgrimsfærd til det hellige land)
Place of Burial: Panagias Theoskepastis, Paphos, Cyprus
Immediate Family:

Son of Sweyn II Estridson, King of Denmark and n n
Husband of Bodil Thrugotsdatter, Queen consort of Denmark
Ex-partner of unknown mistress ÞORGAUTSDÓTTIR
Father of Erik Estridsøn, KONGE; Ragnhild Eiriksdatter of Denmark; daughter of Erik, king of Danes; Harald Kesja; Benedict Eriksen and 3 others
Brother of Harald III "Hen" King of Denmark; Knud IV "the Holy" Svendson, King of Danmark; King of Danmark Oluf Hunger Svendsøn; Niels, King of Denmark; Bjørn Svendsøn and 9 others
Half brother of Ingerid Svendsdatter of Denmark, Queen Consort of Norway; Svend "Korsfarer (Crusader)" Svendsen; Ivar Sneis; Ragnhild Svendsdatter; Thorgils Svendsøn and 1 other

Occupation: King of Denmark 1095–1103, , Konge av Danmark 1095-1103
Label -A:: https://en.wikipedia.org/wiki/Eric_I_of_Denmark (26th G.G.F. of Alvin J. Meredith/Mangus)
Managed by: Private User
Last Updated:

About Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson

Erik Ejegod var konge af Danmark fra 1095 - 1103.

Gift med drottning Bodil Thrugotsdatter.

Children:

  • Knut Lavard
  • Harald Kesja
  • Erik Emune
  • Benedict
  • Bodil
  • Ragnhild

Erik I Ejegod, frillesøn af Svend Estridsøn. Født o. 1056 i Slangerup. Død af feber den 17. juli 1103 i Paphos på Cypern. Begravet dér.

Erik I Ejegods regeringstid: Erik I Ejegod kaldtes hjem fra Sverige efter Oluf Hungers død. I 1098 drog kongen på pilgrimsfærd til Rom (pave Urban II), hvor han ivrede for kong Knuds kanonisering og oprettelse af et nordisk ærkebispesæde i Lund.

Erik Ejegod deltog i 1101 i trekongemødet ved Gotaelven, hvor en række nordiske problemer løstes ved forhandling mellem de tre nordiske konger. I 1103 drog han, som den første danske konge, på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Turen gik via Rusland og Byzans. Det var dengang en utrolig lang og farefuld færd at give sig ud på, og både kongen og dronning Bodil omkom på turen, henholdsvis på Cypern og i Palæstina. Kong Erik, der var usædvanlig høj, fik sit tilnavn, fordi han var vennesæl (»ejegod«), som sin far.

Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark, Sixten Otto Brenner, (Dansk Historisk Håndbogsforlag, København, 1978), Reference: 52.


http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/de/Eric_I_of_...

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir. He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus.

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095. Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+ d. 18 Sep 1137 Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135 Ragnhild Eriksdottir+ Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131

Eric was born in the town of Slangerup in North Zealand. During the rule of his half-brother Canute IV of Denmark he was an eager supporter of the king, but he was spared during the rebellion against Canute IV. Eric remained at the royal farm instead of accompanying Canute IV to St Albans priory in Odense where Canute IV was killed. Eric talked his way off the farm and fled to Zealand then fled to Scania which was part of Denmark at the time. Olaf I Hunger was elected King of Denmark, but his reign was short. At last Eric was elected as a king at the several landsting assemblies in 1095. Eric was well liked by the people and the famines that had plagued Denmark during Olaf Hunger's reign ceased. For many it seemed a sign from God that Eric was the right king for Denmark.

Medieval chroniclers, such as Saxo Grammaticus, and myths portrayed Eric a “strapping fellow” appealing to the common people. He could keep his place when four men tried their best to move him. Eric was a good speaker, people went out of their way to hear him. After a ting assembly concluded, he went about the neighborhood greeting men, women and children at their homesteads. He had a reputation as a loud man who liked parties and who led a rather dissipated private life. Though a presumed supporter of a strong centralized royal power, he seems to have behaved like a diplomat avoiding any clash with the magnates. He had a reputation for being ruthless to robbers and pirates.

On a visit to the Pope in Rome he obtained canonization for his late brother, Canute IV, and an archbishopric for Denmark (now Lund in Scania), instead of being under the Archbishop of Hamburg-Bremen. Bishop Asser then became the first Archbishop of Lund.

King Eric announced at the Viborg assembly that he had decided to go on pilgrimage to the Holy Land. The cause, according to Danmarks Riges Krønike, was the murder of four of his own men while drunk at a feast in his own hall. Despite the pleadings of his subjects, he would not be deterred. Eric appointed his son, Harald Kesja, and Bishop Asser as regents.

Eric and Boedil and a large company traveled through Russia to Constantinople where he was a guest of the emperor. While there, he became ill, but took ship for Cyprus anyway. He died at Paphos, Cyprus in July 1103. The queen had him buried there. He was the first king to go on pilgrimage after Jerusalem was conquered during the First Crusade.[5] Queen Boedil also became ill, but made it to Jerusalem where she died. She was buried at the foot of the Mount of Olives in the Valley of Josaphat



Kung i Danmark 1093-1103

Noteringar

Erik I Ejegod, kung i Danmark 1095-1103.

Eriks äldre bror Olof blev kung 1086, efter mordet på deras äldre bror Knud. Rykten spreds att mirakler inträffade vid den döde kungens grav och Erik såg i detta en politisk möjlighet; böndernas uppror under Oluf hade skett mot Guds vilja. Erik stödde den helgonkult som börjat utvecklats kort tid efter Knuds död och olyckarna stärkte det parti som stött Knud och vars ledare nu var Erik. Efter brodern Olof Hungers död 1095 valdes Erik till kung och "snart vek den förhatliga hungersnöden och Guds hämnd bort från folket", som det står i Roskildekrönikan.

Erik fick tillnamnet Ejegod, "den ständigt gode". Men krönikan står i grunden på Olofs sida: "Men om detta överflöd var Eriks förtjänst och hungersnöden Olofs skuld, när nu ingen av dem förtjänade vad som skedde, det ver bara Han, som känner till allt innan det sker, och som ordnar allt, när och hur Han vill". Nödåren var inget som kunde skyllas på Olof, och Erik kunde inte ta åt sig äran av de goda åren, i synnerhet som han "fann på många orimliga och orättfärdiga lagar".

Erik Ejegod fortsatte som kung att verka för Knuds kanonisering. Han reste till och med som pilgrim till Rom och fick i Bari 1098 påven Urban III:s bifall. Han verkade även för att ett ärkestift skulle inrättas i Lund direkt under påvestolen, helt fritt från Hamburg-Bremerstiftets inflytande. När frågan inte löstes snabbt nog påkallade Erik ett nytt möte i Rom. Påven Urban II dog den 29 juli 1099 och efterträddes av Paschalis II (1099-1118).

Den 19 april 1101 lades Knuds kvarlevor i ett helgonskrin som placerades i Sankt Knuds kyrka krypta i Odense som ännu finns kvar. Danmark hade fått ett helgon.

Erik deltog år 1101 tillsammans med kung Inge d. ä. Stenkilsson av Sverige och kung Magnus Barfot av Norge i trekungamötet i Kongahälla (nuvarande Kungälv) för att sluta fred mellan länderna.

Om Eriks egenskaper som regent är inte mycket känt. Han tycks i likhet med Knud den helige ha arbetat för att stärka kungamakten och han gjorde det i samförstånd med kyrkan. Han var gift med en stormannadotter, Bodil, och hennes brorson Asser blev den nye biskopen i Lund. Kyrkan och kungamakten var lierade och gav varandra sitt stöd.

Saxo Grammaticus skildrar Erik som en man, som till kropp och ande var en stor man, men skriver också kritiskt om kungen, som beskylls för att vara konstant otrogen mot sin fagra drottning Bodil, en tapper kvinna som var begåvad med en ängels tålamod.

År 1103 for Erik på pilgrimsfärd till det heliga landet. Eriks förbindelser med påven syftade inte bara till att få Knud helgonförklarad. Han tog en av flera traditioner vägen över Rom, där påven-på gästens begäran-till slut gick med på att låta Danmark få ett eget ärkebiskopsdöme. Ärkesätet kom att ligga i Lund. Detta var en stor händelse, eftersom det under senaste halvseklet förts en bitter kamp om den kyrkliga överhögheten över Nordens länder mellan de tyska prelaterna i ärkebiskopdömet Hamburg-Bremen och England, som hade nära band till Danmark. Från och med nu utgjorde Norden en egen kyrklig enhet utanför Bremens inflytande.

Ärkebiskopdämet Lund omfattade till en början hela Danmark, Norge, Sverige, Island, Rügen (som ännu inte kristnats) samt i praktiken även de öar i Nordatlanten, som var knutna till den norska monarkin. Det är ingen överdrift att påstå att Lund i och med detta blev ett viktigt maktcentrum.

År 1104 blev Asser Nordens förste ärkebiskop. Året dessförrinnan hade Erik och drottning Bodil gett sig iväg på en ny pilgrimsresa. Deras son Harald Kesja hade tillsammans med Asser satts att styra riket. De kungliga resenärerna kom till Konstantinopel och fortsatte sedan till Cypern. Där avled Erik Ejegod 1103. Drottningen forsatte till Jerusalem; traditionen berättar att hon insjuknade och slutade sina dagar på Oljeberget.

Utom äktenskapet hade Erik barnen Erik II (Emune), Benedict och Ragnhild - även Harald Kejsa kan ha varit född utom äktenskapet.



1095-1103 talet



DO NOT MERGE!!! Existing Master Profile for his grandmother, Estrid, is attached to two fathers and I can't fix it! As a result, my blood relationship is broken to his father Svend II Estridsen, King of Denmark, and his 5 sons that were also kings of Denmark. In other words, the Geni display says I'm not related to these six kings, including this one, although I'm shown as related to Estrid and her father, Svend I "Forkbeard. "

In summary, DO NOT MERGE this profile! If things are fixed in the future, I'll delete this profile, and the profiles for the 6 kings descending from Estrid.



https://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod



http://familienbach.com/stamtra/person/1/i_I5563/erik-d-1-ejegod



KING OF DENMARK 1095 TO 1103

illegitimate son of Sweyn, Svend II Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark d. 10 July 1103

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir.1,2 He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus. He succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095.2 Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+1 d. 18 Sep 1137 Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135 Ragnhild Eriksdottir+ Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131 Citations [S38] John Morby, Dynasties of the World: a chronological and genealogical handbook (Oxford, Oxfordshire, U.K.: Oxford University Press, 1989), page 149. Hereinafter cited as Dynasties of the World. [S16] Jirí Louda and Michael MacLagan, Lines of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe, 2nd edition (London, U.K.: Little, Brown and Company, 1999), table 16. Hereinafter cited as Lines of Succession. http://www.thepeerage.com/p10543.htm#i105429 --- Eric has been known as Erik af Pommern and Erik VII in Danish, as Erik av Pommern and Eirik III in Norwegian, and as Erik av Pommern and Erik XIII in Swedish.

King Erik Ejegod 1056 - 1103 King 1095 - 1103 Erik Ejegod was the one of all the brothers the people liked best. He was tall and strong. He fought the Venders, who in Olav’s time of governing had made the Danish waters insecure. He succeeded in founding an archbishop’s headquarter for The Nordic Countries, independent of Hamburg-Bremen. The archbishop’s headquarter was placed in Lund in 1103.

In 1103 Erik Ejegod left for Jerusalem on pilgrimage. He only reached Cypress, where he died. Queen Bodil continued to Jerusalem and died on The Oil Mountain. Queen Bodil was daughter of the German earl Thrugot.

Erik Ejegod had together with queen Bodil the son Knud Lavard, born 1096, dead 1131 and father to Valdemar den Store (The Great). He was at first brought up by the nobleman Skjalm Hvide, after that he was at Lothar, the later German king.

He was married to Ingeborg, daughter of grand duke Mstislav of Russia. He was killed in Haraldsted Forrest near Ringsted by his cousin Magnus, king Niels’ son, who would prevent Knud Lavard in demanding the Danish crown. In 1169 Knud Lavard was made a saint by Pope Alexander 3rd.

http://www.friesian.com/germania.htm#norse

https://sv.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod#/media/File:Erik_1._Ejego...

http://genealogics.org/getperson.php?personID=I00079486&tree=LEO

Predecessor: Olaf I Hunger Successor: Niels




Erik "Ejegod" var konge af Danmark i perioden 1095 - 1103

Læs mere på Master Profilen.



Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson


{geni:occupation} Kung av Danmark 1095-1103, Kung av Danmark, Konge 1095-1103, Kung i Danmark 1095-1103, Dansk kung 1095 - 1103, Dansk konge fra 1095-1103, Konge af Danmark, Kungav Danmark 1095-1103, Dansk kung 1095-, Tronaspirant, dansk konge, Dansk Konge, Konge i Danmark

{geni:about_me} http://www.friesian.com/germania.htm#norse

https://sv.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod#/media/File:Erik_1._Ejego...

http://genealogics.org/getperson.php?personID=I00079486&tree=LEO

Predecessor: Olaf I Hunger Successor: Niels



Erik Ejegod var konge af Danmark fra 1095 - 1103.

http://www.denstoredanske.dk/Danmarks_geografi_og_historie/Danmarks...

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Monarki_og_a...

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/erik-e...

http://www.ne.se/lang/erik-ejegod?i_h_word=erik%201%20ejegod



Erik I Ejegod, frillesøn af Svend Estridsøn. Født o. 1056 i Slangerup. Død af feber den 17. juli 1103 i Paphos på Cypern. Begravet dér.

Erik I Ejegods regeringstid:
Erik I Ejegod kaldtes hjem fra Sverige efter Oluf Hungers død. I 1098 drog kongen på pilgrimsfærd til Rom (pave Urban II), hvor han ivrede for kong Knuds kanonisering og oprettelse af et nordisk ærkebispesæde i Lund.
Erik Ejegod deltog i 1101 i trekongemødet ved Gotaelven, hvor en række nordiske problemer løstes ved forhandling mellem de tre nordiske konger. I 1103 drog han, som den første danske konge, på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Turen gik via Rusland og Byzans. Det var dengang en utrolig lang og farefuld færd at give sig ud på, og både kongen og dronning Bodil omkom på turen, henholdsvis på Cypern og i Palæstina.
Kong Erik, der var usædvanlig høj, fik sit tilnavn, fordi han var vennesæl (»ejegod«), som sin far.

Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark, Sixten Otto Brenner, (Dansk Historisk Håndbogsforlag, København, 1978), Reference: 52.


http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/de/Eric_I_of_...

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir. He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus.
Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095.
Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir
Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+ d. 18 Sep 1137
Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135
Ragnhild Eriksdottir+
Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131

Eric was born in the town of Slangerup in North Zealand. During the rule of his half-brother Canute IV of Denmark he was an eager supporter of the king, but he was spared during the rebellion against Canute IV. Eric remained at the royal farm instead of accompanying Canute IV to St Albans priory in Odense where Canute IV was killed. Eric talked his way off the farm and fled to Zealand then fled to Scania which was part of Denmark at the time. Olaf I Hunger was elected King of Denmark, but his reign was short. At last Eric was elected as a king at the several landsting assemblies in 1095. Eric was well liked by the people and the famines that had plagued Denmark during Olaf Hunger's reign ceased. For many it seemed a sign from God that Eric was the right king for Denmark.

Medieval chroniclers, such as Saxo Grammaticus, and myths portrayed Eric a “strapping fellow” appealing to the common people. He could keep his place when four men tried their best to move him. Eric was a good speaker, people went out of their way to hear him. After a ting assembly concluded, he went about the neighborhood greeting men, women and children at their homesteads. He had a reputation as a loud man who liked parties and who led a rather dissipated private life. Though a presumed supporter of a strong centralized royal power, he seems to have behaved like a diplomat avoiding any clash with the magnates. He had a reputation for being ruthless to robbers and pirates.

On a visit to the Pope in Rome he obtained canonization for his late brother, Canute IV, and an archbishopric for Denmark (now Lund in Scania), instead of being under the Archbishop of Hamburg-Bremen. Bishop Asser then became thefirst Archbishop of Lund.

King Eric announced at the Viborg assembly that he had decided to go on pilgrimage to the Holy Land. The cause, according to Danmarks Riges Krønike, was the murder of four of his own men while drunk at a feast in his own hall. Despite the pleadings of his subjects, he would not be deterred. Eric appointed his son, Harald Kesja, and Bishop Asser as regents.

Eric and Boedil and a large company traveled through Russia to Constantinople where he was a guest of the emperor. While there, he became ill, but took ship for Cyprus anyway. He died at Paphos, Cyprus in July 1103. The queen hadhim buried there. He was the first king to go on pilgrimage after Jerusalem was conquered during the First Crusade.[5] Queen Boedil also became ill, but made it to Jerusalem where she died. She was buried at the foot of the Mountof Olives in the Valley of Josaphat



Kung i Danmark 1093-1103

Noteringar

Erik I Ejegod, kung i Danmark 1095-1103.

Eriks äldre bror Olof blev kung 1086, efter mordet på deras äldre bror Knud. Rykten spreds att mirakler inträffade vid den döde kungens grav och Erik såg i detta en politisk möjlighet; böndernas uppror under Oluf hade skett mot Guds vilja. Erik stödde den helgonkult som börjat utvecklats kort tid efter Knuds död och olyckarna stärkte det parti som stött Knud och vars ledare nu var Erik. Efter brodern Olof Hungers död 1095 valdes Erik till kung och "snart vek den förhatliga hungersnöden och Guds hämnd bort från folket", som det står i Roskildekrönikan.

Erik fick tillnamnet Ejegod, "den ständigt gode". Men krönikan står i grunden på Olofs sida: "Men om detta överflöd var Eriks förtjänst och hungersnöden Olofs skuld, när nu ingen av dem förtjänade vad som skedde, det ver bara Han, som känner till allt innan det sker, och som ordnar allt, när och hur Han vill". Nödåren var inget som kunde skyllas på Olof, och Erik kunde inte ta åt sig äran av de goda åren, i synnerhet som han "fann på många orimliga och orättfärdiga lagar".

Erik Ejegod fortsatte som kung att verka för Knuds kanonisering. Han reste till och med som pilgrim till Rom och fick i Bari 1098 påven Urban III:s bifall. Han verkade även för att ett ärkestift skulle inrättas i Lund direkt under påvestolen, helt fritt från Hamburg-Bremerstiftets inflytande. När frågan inte löstes snabbt nog påkallade Erik ett nytt möte i Rom. Påven Urban II dog den 29 juli 1099 och efterträddes av Paschalis II (1099-1118).

Den 19 april 1101 lades Knuds kvarlevor i ett helgonskrin som placerades i Sankt Knuds kyrka krypta i Odense som ännu finns kvar. Danmark hade fått ett helgon.

Erik deltog år 1101 tillsammans med kung Inge d. ä. Stenkilsson av Sverige och kung Magnus Barfot av Norge i trekungamötet i Kongahälla (nuvarande Kungälv) för att sluta fred mellan länderna.

Om Eriks egenskaper som regent är inte mycket känt. Han tycks i likhet med Knud den helige ha arbetat för att stärka kungamakten och han gjorde det i samförstånd med kyrkan. Han var gift med en stormannadotter, Bodil, och hennes brorson Asser blev den nye biskopen i Lund. Kyrkan och kungamakten var lierade och gav varandra sitt stöd.

Saxo Grammaticus skildrar Erik som en man, som till kropp och ande var en stor man, men skriver också kritiskt om kungen, som beskylls för att vara konstant otrogen mot sin fagra drottning Bodil, en tapper kvinna som var begåvad med en ängels tålamod.

År 1103 for Erik på pilgrimsfärd till det heliga landet. Eriks förbindelser med påven syftade inte bara till att få Knud helgonförklarad. Han tog en av flera traditioner vägen över Rom, där påven-på gästens begäran-till slut gickmed på att låta Danmark få ett eget ärkebiskopsdöme. Ärkesätet kom att ligga i Lund. Detta var en stor händelse, eftersom det under senaste halvseklet förts en bitter kamp om den kyrkliga överhögheten över Nordens länder mellan de tyska prelaterna i ärkebiskopdömet Hamburg-Bremen och England, som hade nära band till Danmark. Från och med nu utgjorde Norden en egen kyrklig enhet utanför Bremens inflytande.

Ärkebiskopdämet Lund omfattade till en början hela Danmark, Norge, Sverige, Island, Rügen (som ännu inte kristnats) samt i praktiken även de öar i Nordatlanten, som var knutna till den norska monarkin. Det är ingen överdrift att påstå att Lund i och med detta blev ett viktigt maktcentrum.

År 1104 blev Asser Nordens förste ärkebiskop. Året dessförrinnan hade Erik och drottning Bodil gett sig iväg på en ny pilgrimsresa. Deras son Harald Kesja hade tillsammans med Asser satts att styra riket. De kungliga resenärerna kom till Konstantinopel och fortsatte sedan till Cypern. Där avled Erik Ejegod 1103. Drottningen forsatte till Jerusalem; traditionen berättar att hon insjuknade och slutade sina dagar på Oljeberget.

Utom äktenskapet hade Erik barnen Erik II (Emune), Benedict och Ragnhild - även Harald Kejsa kan ha varit född utom äktenskapet.



1095-1103 talet



DO NOT MERGE!!! Existing Master Profile for his grandmother, Estrid, is attached to two fathers and I can't fix it! As a result, my blood relationship is broken to his father Svend II Estridsen, King of Denmark, and his 5 sons that were also kings of Denmark. In other words, the Geni display says I'm not related to these six kings, including this one, although I'm shown as related to Estrid and her father, Svend I "Forkbeard. "

In summary, DO NOT MERGE this profile! If things are fixed in the future, I'll delete this profile, and the profiles for the 6 kings descending from Estrid.



https://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod



http://familienbach.com/stamtra/person/1/i_I5563/erik-d-1-ejegod



KING OF DENMARK 1095 TO 1103

illegitimate son of Sweyn, Svend II Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark d. 10 July 1103

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir.1,2 He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus. He succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095.2 Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+1 d. 18 Sep 1137 Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135 Ragnhild Eriksdottir+ Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131 Citations [S38] John Morby, Dynasties of the World: a chronological and genealogical handbook (Oxford, Oxfordshire, U.K.: Oxford University Press, 1989), page 149. Hereinafter cited as Dynasties of the World. [S16] Jirí Louda and Michael MacLagan, Lines of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe, 2nd edition (London, U.K.: Little, Brown and Company, 1999), table 16. Hereinafter cited as Lines of Succession. http://www.thepeerage.com/p10543.htm#i105429 --- Eric has been known as Erik af Pommern and Erik VII in Danish, as Erik av Pommern and Eirik III in Norwegian, and as Erik av Pommern and Erik XIII in Swedish.

King Erik Ejegod 1056 - 1103 King 1095 - 1103 Erik Ejegod was the one of all the brothers the people liked best. He was tall and strong. He fought the Venders, who in Olav’s time of governing had made the Danish waters insecure. He succeeded in founding an archbishop’s headquarter for The Nordic Countries, independent of Hamburg-Bremen. The archbishop’s headquarter was placed in Lund in 1103.

In 1103 Erik Ejegod left for Jerusalem on pilgrimage. He only reached Cypress, where he died. Queen Bodil continued to Jerusalem and died on The Oil Mountain. Queen Bodil was daughter of the German earl Thrugot.

Erik Ejegod had together with queen Bodil the son Knud Lavard, born 1096, dead 1131 and father to Valdemar den Store (The Great). He was at first brought up by the nobleman Skjalm Hvide, after that he was at Lothar, the later German king.

He was married to Ingeborg, daughter of grand duke Mstislav of Russia. He was killed in Haraldsted Forrest near Ringsted by his cousin Magnus, king Niels’ son, who would prevent Knud Lavard in demanding the Danish crown. In 1169 Knud Lavard was made a saint by Pope Alexander 3rd.

He Frillesønn (172). He tidl.reg. som snn av Sven Estridson #1355 og Rannveig Tordsdatter#1356.Forsandboka sier han er sønn av Knut den Hellige #1347 og en frille #1694

Døde på Cypern på vej til Jerusalem i 1103, men det blev først kendt i Danmark i 1104.

åØåSaxo Grammaticus
oversat af Fr. Winkel Horn
Erik EjegodåØåEfter Olafs Død blev Erik, som kom næst efter ham i Alder, kaldt tilbage fra Sverige og til stor Glæde for alle valgt til hans Eftermand. I hans Tid kom Folket, der saa længe havde lidt Nød som Følge af Dyrtiden, atter paa Fode, og Kornet, som nu fik betimelig Regn, trivedes nu igjen, ja, medens han stod for Styret, var der saa stor Overflod paa Markerne, at en Skjæppe Korn, ligegyldigt af hvilken Slags, kunde kjøbes for en Penning. Denne Overflod varede ogsaa ved i alle hans Regeringsaar. Han fik da ogsaa sit Tilnavn Ejegod, ikke blot for sine Dyders, men ogsaa for de gode Tiders Skyld, thi Armod blev afløst af Velstand, Mangel af Overflod. Jeg tænker, det kan være fornøjeligt kortelig at høre noget om denne Mands fortræffelige Egenskaber. Han var nemlig ikke blot i Besiddelse af herlige Sindets Gaver, men Naturen havde ogsaa givet ham en saa sjælden og beundringsværdig Væxt, at han var et Hoved højere end alle andre, og hans Førlighed svarede til hans Højde, saa man skulde tro, at Naturen havde skabt og udviklet hele hans Legeme med den største Omhu og Nøjagtighed; Kræfter havde den ogsaa givet ham i Forhold til hans herlige Legemsvæxt, saa at ligesom ingen var hans Jævning i Væxt, kunde heller ingen maale sig med ham i Styrke, thi i begge Henseender var han udmærket frem for alle andre. Han var, naar han sad ned, Mand for at kaste længere med Spyd eller Sten end Folk, som stod op, saa det, at han sad ned, kunde ikke hindre ham i at vise, hvad han duede til, ja, han kunde i den Stilling brydes med to af de stærkeste Mænd, og medens han trak den ene ned til sig, holdthan den anden klemt imellem sine Knæ, og han holdt ikke op, førend han havde faaet først den ene og saa den anden under sig og bundet begges Hænder paa Ryggen. Og ikke mindre dygtig var han til at trække Tov, thi medens han selv holdt i Enden af ét Tov med hver Haand, lod han fire udmærket stærke Mænd trække i den anden Ende af de to Tove, og de anstrængte sig ikke blot forgjæves for at trække ham op fra hans Sæde, men han trak snart i det, han holdt i højre, og snart i det, han holdt i venstre Haand, og bevirkede ved sin store Styrke, at hans Modstandere maatte slippe deres Tag eller, hvor megen Modstand de end gjorde, lade sig trække med, da de ikke kunde trække ham til sig. Hanhavde ogsaa den herligste Røst og talte paa Tinge ikke blot med stor Veltalenhed, men ogsaa saa højt og tydeligt, at han grant kunde høres, ikke blot af dem, der stod tæt ved, men ogsaa af dem, der stod langt borte. Derhos havde han, for at vinde Almuens Gunst, for Skik at slutte sine Taler paa Tinge med at paalægge Mændene, naar de kom hjem, at hil
se deres Koner og Børn saa vel som deres Tyende fra ham med Løfte om, at han nok skulde sørge for, at der skete enhver hans Ret, thi i Henseende til at gjøre Ret og Skjel, sagde han. havde han samme Skyldighed over for alle. Disse herlige Sindets og Legemets Gaver fordunkledes imidlertid af én Ting, og det var hans Løsagtighed, der satte stygge Pletter paa hans Levned ved hans Mangel paa Maadehold. Han nøjedes nemlig ikke med at pleje Omgang med sin Ægtehustru, men holdt Friller, skjønt Skæbnen havde været ham saa god at tildele ham en Hustru, der udmærkede sig baade ved Fagerhed og Dyd. Heller ikke skortede det Dronning Bodil paa Overbærenhed over for sin Husbonds utilbørlige Adfærd, thi hun viste de Piger, hun mærkede, han havde fattet Elskov til, moderlig Kjærlighed, og for at vise sin Husbond saa meget større Føjelighed optog hun dem blandt sine Terner, saa længe hun levede, ja, for at deres Fagerhed kunde komme saa meget bedre til sin Ret, satte hun endogsaa tit deres Haar med sine egne Hænder, og skjønt det havde været mere end nok, at hun ikke blev vred, viste hun dem oven i Kjøbet Kjærlighed. Da hun ikke kunde være sin Husbond til Behag ved sin egen Fagerhed, vilde hun nemlig være det ved andres og foretrak at frede om Mandens Kjærlighed til dem frem for at hævne den Tort, der tilføjedes hende, for at den ellers saa berømmelige Herre ikke skulde komme i Orde som den, der førte sig skammelig op, og fordi det tyktes hende smukkere at vise sig venlig end hadefuld over for dem, der røvede hende hans Kjærlighed. Derfor kastede hun ikke blot et Slør over sin Husbonds Utugt, men fandt sig endogsaa i uden Hensyn til deres Letfærdighed at vise Godhed imod dem, der havde fortjent, at hun hadede dem, lønnede deres Foragt med at gjøre Ære af dem, og den Tort, de gjorde hende, med Venlighed. Saaledes gav hun det mest lysende Exempel paa kvindelig Taalmod, og ved sin enestaaende Lemfældighed har hun da ogsaa vundet et berømmeligt Eftermæle hos Efterkommerne. Erik havde tre Sønner, Harald, Knud og Erik, af hvilke han skal have avlet den første med en Frille, den anden i sit Ægteskab og den tredje med en anden Mands
Kone. Hvor sagtmodig denne Konge end var, skortede det ham dog ikke paa Mands Mod og Hjærte; lige langt fra Grumhed og overdreven Lemfældighed holdt han Middelvejen imellem Haardhed og Svaghed. Den Fasthed, han kunde vise, kom ihøjeste Grad Menigmand til gode, thi for at de mægtiges Havesyge ikke skulde slappe Retfærdighedens Baand og deres Overmod svække Lovens Kraft, optraadte han strængt over for deres Utilbørligheder, og jo længere han var borte frade ryggesløse Mennesker, des haardere fik de hans Myndighed at føle, thi naar Menigmands Undertrykkere troede, at der var Fred og ingen Fare, fordi han var borte, hændte det tit, at han pludselig lod dem gribe af sine Drabanter og hænge, saa deres Uretfærdighed blev vejet paa Træbismer. Derfor frygtede Stormændene ham, medens Smaafolk elskede ham, thi over for disse viste han faderlig Overbærenhed, over for hine kongelig Strænghed. Han havde ogsaa adskillige Døtre med Friller, af hvilke han giftede en med en Mand ved Navn Haagen, til Løn for, at han havde lovet at hævne Kongens Broder Bjørns Drab. Bjørn havde nemlig undertvunget Holster og Ditmarskere, og for at hindre dem i at gjøre Opstand havde han paa den ø, hvor Vermunds Søn Uffe, efter hvad der fortælles, holdt Tvekamp med de to ypperste sachsiske Kæmper, opført en Fæstning og omgivet øen med Vold og Grav, men en Gang paa Tinge blev han gjennemboret i Siden med et Spyd af en af Landsens Folk, der bar personligt Nag t
il ham paa Grund af det Herredømme, han øvede over dem. Paa den Tid plagede Venderne i højeste Grad Danmark med deres Sørøvertog. Deres Overmod var nemlig længe blevet næret ved den Elendighed, Landet havde været hjemsøgt med, ogOlaf havde snarere egget dem ved sin ørkesløshed end drevet dem tilbage ved at tage sig noget for imod dem. Nu overfaldt de en højbaaren Mand ved Navn Auden, da han var ved at sætte over fra Sjælland til Falster, og da han foretrak Død for Fangenskab, slog de ham ihjel. Danskerne holder nemlig i Kraft af deres medfødte Tapperhed for, at den sørgeligste Skæbne, der kan ramme dem, er at falde i Fangenskab. Skjalm Hvide, som var Audens Broder, kærede da paa Tinge saa stærkt herover, at Menigmand paa hans Tilskyndelse besluttede, at alle i Fællesskab skulde hævne denne ene Mands Drab. Kongen havde nemlig ladet Folkets Myndighed tage i den Grad til, at det havde Ret til at tage Bestemmelse om Krigstog, og at det ikke var Fyrstens Bud, men Folkets Vilje, der afgjorde, om man skulde gribe til Vaaben. To Skaaninger, Ale og Herre, der var bleven landsforviste for deres Misgjerninger, var ogsaa i deres Landflygtighed tyede til Julin, det Sted, hvor fordrevne Danskere sikrest fandt Tilhold, og de drev med stor Iver det samme Haandværk som de andre Julinere og hærjede og ødelagde paa det grummeste Danmark med deres Sørøverier. Danmarks Ungdom angreb da Julin og belejrede den, saa Julinerne til sidst maatte udlevere alle de Sørøvere, der fandtes inden for Byens Mure, og derhos udrede en Sum Penge. Da Danskerne havde faaet disse Sørøvere i deres Magt, mente de, at de burde straffe dem for den Fortræd, de havde tilføjet Riget, ved at lade dem lide den grueligste Død. For at deres Død kunde blive saa meget voldsommere, bandt de dem først med bagbundne Hænder fast til Pæle, sprættede saa Maven op paa dem og trak den nederste Del af de blottede Tarme ud, viklede den om Pælene og holdt ikke op med disse Pinsler, førend Indvoldene var vundne helt ud af Maven paa dem, og de grumme Røversjæle drog deres sidste Suk. Det var et sørgeligt Skue, men det havde en overmaade nyttig Virkning for Danskerne, thi ikke blot fik Misdæderne deres Straf, men andre advaredes imod at gjøre sig fortjente til lignende Pinsler, saa de, det gik ud over, fik deres Straf, og dem, der saa' derpaa, var det et Vidnesbyrd om, hvad slige Ildgjerningsmænd kunde vente sig. Og det var ikke blot denne Gang, Erik overvandt det mægtige Vender
folk og svækkede dets Kraft, men baade anden og tredje Gang kuede han dets Vildskab saa eftertrykkeligt, at det aldrig siden hjemsøgte ham med sine SørøvertogåØåImidlertid var Biskop Egin i Lund død og Asger, en højbaaren Mand fra Jylland, bleven hans Eftermand. Paa Grund af falske og løse Beskyldninger truede Ærkebiskoppen i Hamborg med at lyse Erik i Band, og af Frygt for denne Trusel kom Kongen dens Udførelse i Forkjøbet ved at henskyde sin Sag under Paven og drog strax til Rom, hvor han lod sin Sag nøje undersøge og kraftig gjendrev Ærkebispens Anklage og forsvarede sig saaledes i alle Maader, at han fuldstændig besejrede sin Modpart. Og han lod sig ikke nøje med saaledes at have forfægtet sin Sag paa den eftertrykkeligste Maade, men vilde af Uvilje imod sin Modstander ikke finde sig i, at Rigets Gejstlighed skulde være undergivet et udenlandsk Ærkebispesædes Myndighed. Han drog derfor atter til Rom ogbegjærede baade for sit eget og for Landets og dets Gejstligheds Vedkommende at blive fri for at staa under den tyske Ærkebiskop, for at han ikke i Religionssager skulde være nødt til at adlyde fremmede eller tage imod Forskrifter fra Udlandet i Henseende til Kirketugten. Og han havde ikke svært ved at faa Paven til at gaa ind paa hans ønske, thi dels vilde denne ikke krænke den udmærkede Mand ved et Afslag, og dels bevirkede Hensynet
til hans Værdighed og til den besværlige Rejse, han havde gjort, at Paven gav sit Samtykke og lovede, at han vilde vise Riget den Ære at give det sit eget Ærkesæde, og opfyldt af det Haab, som dette Løfte gav ham, drog Kongen glad hjem. Men saa hændte der en sørgelig Begivenhed, som nu skal fortælles. Thi da Erik var kommen hjem og en Gang, som Konger har for Skik, holdt aabent Taffel, traf det sig saa, at der blandt andre var en Spillemand til Stede. Han sagde mangt og meget til Forherligelse af sin Kunst, og blandt andet paastod han, at man med en Strengeleg kunde drive Folk til Afsindighed og Raseri, ja, at der var nedlagt en saadan Magt i den, at de, som hørte dens Toner, ikke kunde undgaa at gaa fra Sans og Samling. Da han blev spurgt, om han selv var Mand for det, sagde han, at det var han, og saa bad Kongen ham om at lade dem se en Prøve paa denne sin Kunst, og da det ikke hjalp, truede han ham, saa han blev nødt til at give efter. Da han nu ikke kunde faa Kongen til at afstaa fra sin Begjæring hverken af Frygt for at blive afsindig eller for anden Fare, lod han først alle Vaaben bære ud af Hallen, for at der ikke skulde være noget, de kunde gjøre Fortræd med, naar Raseriet kom over dem, og dernæst lod han nogle Mænd stille sig ude paa Svalegangen, saa langt borte, at de ikke kunde høre Strengelegen, og paalagde dem, at naar de hørte, at Raseriet var kommet over dem, der var inde i Hallen, skulde de løbe ind og rive Strengelegen ud at Hænderne paa ham og slaa ham i Hovedet med den, thi hvis han fik Lov til at blive ved med at spille, vilde han ogsaa bringe dem fra Sans og Samling. Han bød ogsaa, at der skulde være nogle ved Haanden, som kunde tage kraftig fat paa dem, der blev grebne af Vanvid, for at de ikke, naar de i deres Raseri kom i Klammeri, skulde slaa hinanden ihjel. Det skete, som han bød, og da Vaabnene var baarne ud og bragte under Laas og Lukke, begyndte han at spille paa Strengelegen. Først spillede han et Stykke, der var saa alvorligt, at de, som hørte det, strax blev som opfyldte af Sorg og Drøvelse; derefter spillede han et lystigt Stykke, der gjorde dem overstadig glade, saa deres Sorg forandledes til Lystighed, som de gav Luft i allehaande kaade Fagter og Lader; og til sidst blev hans Spil voldsommere og drev dem fra Sans og Samling, saa de i deres Raseri udstødte høje Raab. Saaledes fik han deres Sindsstemning til at skifte, efter som hans Spil vexlede. Da nu de, som stod udenfor, og som ikke kunde høre hans Spil, saa, at Kongen og de andre i Hallen teede sig helt afsindig, brød de ind i Huset og greb fat i den rasende Konge, men de kunde ikke holde ham, thi Raseriet, der havde betaget ham, havde saa vældig øget de Kræfter, han havde af Naturen, at han med Magt sled sig løs fra deres Tag. Og da han nu havde faaet Bugt med dem, der brødes med ham, løb han hen og rev Døren op, greb et Sværd og dræbte fire af sine Hirdmænd, der løb hen for at holde paa ham. Til sidst fik Hirdmændene ham overvældet ved at lade Drabanterne fra alle Kanter kaste Dyner over ham, og saaledes fik de med stor Fare for dem alle omsider Hold paa ham. Da han atter var kommen til sig selv, betalte han først den Bøde, han var ifalden, fordi han havde forbrudt sig imod Hirdskraaen, men for at gjøre endnu strængere Bod og sone sin Synd satte han sig endvidere for at gjøre en Pilglimsfærd og drage til det hellige Land, hvor Frelseren havde færdedes. Efter længe i Løndom at have overvejet dettefromme Forsæt aabenbarede han det omsider for dem, som han vilde have med paa Rejsen formedelst deres herlige Skabning, og skjønt det huede dem ilde, kundgjorde han det paa Landstingene. Da han nu ogsaa gjorde det vitterligt paa Viborg Ting, blev Almuen dér helt bestyrtet, jamrede sig, som om det var en Fader, den skulde miste, og raabte, at ved at drage bort vilde han bringe Landet i Fare, hvorfor alle som én med grædende Taarer besvor ham om at blive hjemme. Til sidst omfavnede de, badede i Taarer, hans Knæ og bønfaldt ham paa det indstændigste om ikke at tage mere Hensyn til det Løfte, han havde aflagt, end til det almene Vel; han kunde være vis paa, sagde de, at det huede Gud bedre, at han blev hjemme og tog sig retskaffen af Rigets Sager, end at han gik i Landflygtighed. Han forestillede dem, at han ikke kunde give efter for deres Bønner, eftersom han havde aflagt et helligt Løfte til Gud, og holdt urokkelig fast ved sit Forsæt, men Almuen var ikke raadvild, da det gjaldt om at møde den Udflugt, den tilbød at give Tredjedelen at alt, hvad den ejede, til de fattige for at kjøbe ham fri for det Løfte. Men ikke engang dette Tilbud formaaede at rokke det fromme Forsæt, han havde fattet, thi han erklærede, at Syndsforladelse ikke kunde erhverves ved Synd, og at han ikke kunde gjøre sig fri for det Løfte, han havde aflagt, ved at lade andre Folk betale noglePenge; gik han ind paa deres Forslag, sagde han, vilde han selv blive Meneder og tillige bringe Landet i Armod. Han vilde ogsaa hellere gjøre Rejsen for sine egne Penge end lade andre udrede Omkostningerne ved den, thi han vilde ikke, at hans fromme Forehavende skulde blive andre til Byrde. Derpaa tog han Stormændene til Side og raadførte sig med dem om Valget af en Rigsforstander under hans Fraværelse, ikke fordi det skortede ham selv paa Forstand, men fordi han ikke ved at undlade at raadføre sig med andre skulde faa Udseende af kun at ville følge sit eget Hoved og sætte sin egen Mening over Almenhedens. Da Stormændene hørte det, sagde de imidlertid, at det vilde de overlade tilham selv at tage Bestemmelse om, de tvivlede ikke om, at han ogsaa i det Stykke vilde lægge Vind paa at ramme Rigets Bedste, de kjendte jo hans Klogskab i saa Henseende fra andre Ting. Saa bestemte Kongen, at hans Søn Harald, somhavde naaet en til et saadant Hverv passende Alder og Modenhed, skulde staa for Styret i hans Fraværelse, og Skjalm Hvide, som var saare anset baade for sin høje Byrd og sin store Retskaffenhed, og som han havde gjort til Høvedsmand ikke blot over hele Sjælland, men ogsaa over Rügen, som han selv havde gjort skatskyldigt, overdrog han at opfostre Knud. Erik derimod, som var af ringere Herkomst paa mødrene Side, og som han ikke bar saa megen Omsorg for, gav han mindre anselige Formyndere. Efter at have truffet disse Bestemmelser udsøgte han sig alle de højeste Mænd til at følge med sig paa Pilgrimsfærden, for at det kunde falde mindre i øjnene, hvor stor han selv var, naar de andrevar lige saa store; han var nemlig bange for, at hans ualmindelige Størrelse skulde gjøre ham latterlig i fremmedes øjne, og naar Folk saa' de andres Størrelse, mente han, vilde de undre sig mindre over hans egen. Dronning Bodil var ikke sen til at beslutte sig til at følge med
sin Husbond; hun aflagde det samme Løfte som han, men hun vilde ikke dele Seng med ham, saa hun forøgede yderligere ved Kyskhed den Fortjeneste, hun indlagde sig ved at give sig ud paa denne Rejse. Men skjønt Kongen saaledes stod i Begreb med at drage af Landet, ophørte han ingenlunde med at tage Vare paa dets Tarv. For at Danskerne ikke i gejstlige Sager skulde staa under en fremmed Ærkebiskop, skikkede han nemlig Sendemænd til Paven for at ansøge om, at Landet nu maatte faa sit eget Ærkesæde. Paven undlod da heller ikke at holde, hvad han havde lovet; der kom en pavelig Legat her op for at indsætte en Ærkebiskop her i Landet, og efter at have taget Skjøn over de vigtigste Byer her i Riget og nøje undersøgt alt og gjort sig bekjendt ikke blot med de forskjellige Steder, men ogsaa med de forskjellige Personer, der kunde være Tale om, bestemte han, at Ærkesædet skulde være i Lund, dels paa Grund af Asgers udmærkede Fromhed, og dels fordi det er saa let at komme til den By fra de omliggende Egne, baade til Lands og til Vands. Og han fritog det ikke blot for at staa under tysk Overhøjhed, men lagde ogsaa Sverige og Norge ind under det i gejstl
ig Henseende, saa det er ikke lidt, Danmark har at være Paven taknemlig for, idet han ikke blot gjorde det selvstændigt, men ogsaa gav det Overhøjhed over fremmede Lande. Imidlertid drog Erik til Skibs til Rusland, hvorfra han over Land drog gjennem dette Rige og en stor Del af østerleden, til han naaede Byzanz. Kejseren turde ikke lade ham komme ind i Byen, thi han troede, at Kongen havde Svig i Sinde, og at Pilgrimsfærden kun var et Skalkeskjul, derfor bød han ham slaa Lejr uden for Murene og beværtede ham dér. Han havde ham nemlig mistænkt formedelst det Ry, der gik af ham, og formedelst hans Storhed, saa han vilde hellere koste noget paa ham end aabne Byens Porte for ham. Danskerne, som ellers var i høj Gunst hos ham, fattede han ogsaa Mistanke til ved samme Lejlighed og frygtede for, at de vilde sætte Hensynet til Kongen i det Land, de havde hjemme i, over Hensynet til ham, som de kun tjente for Sold.Blandt dem, der gjør Krigstjeneste i Byzanz, indtager Danskerne nemlig den første Plads, og Kejseren plejer at betro sit Liv og sin Velfærd til dem som sin Livvagt. Erik forstod godt Kejserens Mening, men han lod som ingenting ogbad blot om at maatte faa Lov til at komme ind i Byen for at forrette sin Andagt i Kirkerne, eftersom det udelukkende var Kjærlighed til Religionen, der havde drevet ham til at besøge saa helligt et Sted. Kejseren roste hans fromme Iver og lovede, at han skulde faa Svar paa sin Begjæring næste Dag. Imidlertid gik de Danskere, der var traadt i græsk Tjeneste, til Kejseren og bad, om de maatte gaa ud og hilse paa deres Konge; det gav han dem Lov til, men han bød dem gjøre det hver for sig, for at Kongen ikke ved sin Tale skulde bedaare og forlokke dem alle paa én Gang. Kejseren havde ogsaa lejet Folk, som kunde baade Dansk og Græsk, til at meddele ham, hvad de og Erik sagde til hinanden. Da de havde hilst paa Kongen, og han havde budt dem tage Sæde, tog han til Orde og sagde, at de Danske, der var gaaet i græsk Tjeneste alt for længst havde opnaaet den største Ære ved deres Dyder; skjønt de var fremmede, herskede de i Virkeligheden over Landets Børn, og de havde det meget bedre ude end hjemme i deres Fædreland. Derhos havde Kejseren betroet sit Liv i deres Trofastheds Varetægt, og den Udmærkelse skyldtes ikke saa meget deres egne Fortjenester som deres Dyder, der havde været i græsk Tjeneste før de. Derfor burde de i høj Grad lade sig det være magtpaaliggende at føre et ædrueligt Levned og ikke hengive sig til Drukkenskab, thi de vilde passe deres Tjeneste bedst, naar de lod være at fylde sig med Vin og ikke gav Kejseren Anledning til Bekymringer, derimod vilde de blive dvaske til deres Tjeneste og raske til at yppe Kiv og Strid, hvis de ikke holdt sig inden for Ædruelighedens Grænser. Han lagde dem ogsaa paa Sinde, at de, naar de skulde slaas med Fjenden, burde lægge mere Vind paa at være tapre end paa at bjærge Livet, ikke søge at undgaa Døden ved at fly eller at slippe uskadt igjennem ved at være fejge; naar de en Gang igjen kom hjem til Danmark, skulde han nok lønne dem for deres tro Tjeneste med Velgjerninger, lovede han, og maatte de lade Livet, medens de kæmpede tappert i Slaget, skulde han vise deres Frænder og Paarørende al Ære. Saalunde og paa lignende Maade talte han til dem alle og opmuntrede dem til at være den græske Kejser oprigtig tro og hengivne. Da Lejesvendene nu meldte Kejseren dette, sagde han, at det var med Urette, at der blev gjort saa meget Væsen af Grækernes Kløgt, eftersom de bar Mistanke til en Konge, hvis Folk de havde saa mange Erfaringer for var uden Svig; man kunde danne sig en Forestilling om Kongens Retsindighed efter de ypperlige Prøver, man havde set paa hans Folks Trofasthed og Bestandighed. Og da han nu skjønnede, at det var Fromhed og ikke Svig, der drev ham, bød han, at Byen skulde smykkes, og at der skulde bredes Tæpper paa Gaderne, hvorpaa han selv med stor Ære tog imod ham og under almindelig Jubel gik Haand i Haand med ham op til Slottet, hvor han holdt Hof, som om han førte ham i Triumf, og viste saaledes den, som han med Urette havde næret Mistanke til, saa stor Ære, som det var noget Menneske muligt. Ja, for at vise sin Gjæst den største Hæder overlod han ham endogsaa sin Kongeborg, og den har ingen Kejser siden villet bo i, for at det ikke skulde se ud, som om de regnede sig for denne udmærkede Mands Jævning ved at bo i den Borg, der havde huset ham, og for at den Ærbødighed, man viste hans Herberg, kunde staa som et stadigt Minde om Gjæsten. Kejseren lod ogsaa en Maler kalde og male Kongen nøjagtig af i fuld Legemsstørrelse, og det baade staaende og siddende, for at han stadig kunde have hans vældige Skikkelse, som han i saa høj Grad beundrede, for øje. Og da han ikke vilde, at hans Gjæst skulde forlade ham tomhændet, bad han ham selv sige til, hvad han vilde have. Kongen, som foragtede denne Verdens Skatte, sagde da, at han helst vilde have Relikvier, og det fik han. Denne hellige Gave tog han med stor Glæde imod og sendte den under Kejserens Segl hjem til Lund og Roskilde, og for at hans Fødested ogsaa kunde have en Helligdom at vise, sendte han et Stykke af Kristi Kors samt Hellig Niels' Ben til Slangerup, thi Kirken dér skal han have bygget, og dér, hvor nu Alteret staar, skal han have set Dagens Lys. Kejseren vilde ogsaa forære ham en stor Mængde Guld, men det brød han sig ikke om og vilde ikke tage imod det for ikke at faa Ord for at have svigtet sin Selvbeherskelse og været begjærlig efter Grækernes Skatte. Det tog Kejseren ham strax fortrydelig op og bebrejdede ham det som en Fornærmelse, det var ham og ikke hans Gave, hans Foragt gik ud over, sagde han, og saa holdt han op med at bede ham om at tage imod den og nødte ham ved at stille sig fornærmet an til medTak at tage imod, hvad han bød ham. Og for at det nu ikke skulde faa Udseende af, at Kongen blot tog og slet ikke gav, gjengjældte han Kejserens Høflighed ved ogsaa at give ham Gaver, som fik Værdi derved, at Grækerne aldrig før havde set sligt, saa Kejseren satte saa meget større Pris paa disse simple Gaver, som de dér i Landet var for Sjældenheder at regne. Omsider skjænkede Kejseren ham nogle Krigsskibe og forsynede ham med Levnedsmidler, og saa sejlede han til Cypern. Denne ø havde der hidtil været den Mærkværdighed ved, at ingen kunde begraves der, thi lagde man et Lig i Jorden om Dagen, blev det strax kastet op igjen om Natten. Her blev Kongen angreben af Feber, og da han mærkede, at hans sidste Time var nær, bad han om, at hans Lig maatte blive jordet ved Hovedstaden der paa øen; skjønt Jorden plejede at udspy andres Lig, sagde han, vilde hans faa Lov til at hvile der i Fred. Han blev da begravet der, som han ønskede, og hans Lig bevirkede, at Jorden opgav sit gamle Nag og at, medens den tidligere ikke vilde finde sig i, at noget Menneskelig hvilede i dens Skjød nu ikke blot han, men ogsaa andre fik Lov til at ligge der i Fred. Hans Hustru bukkede ogsaa under for denne Pilgrimsfærds Besværligheder og døde. Nu var der af hele Kong Svend Estridssøns Afkom kun de tre Sønner Svend, Niels og Ubbe tilbage, thi som tidligere meldt var Knud, Benedikt og Bjørn
faldne for Fjendehaand og de andre døde i Sotteseng. åØåDer gik to Aar, efter at Erik var død, førend man i Danmark fik sikker Tidende derom. Svend, som i Alder kom næst efter Erik, var i Tillid til sin Alder saa opsat paa at blive Konge, at han ikke ansaa det for nødvendigt at oppebie det almindelige Valg, men stævnede til Ting i Viborg og ikke betænkte sig paa at foregribe det almindelige Valgs Afgjørelse ved at lade sig kaare af en enkelt Landsdel. Hanvar maaske bange for, at hans Egenskaber, som hidtil ikke havde været synderlig kjendte, skulde blive underkastede en nøjere Granskning, og vilde derfor hellere tilrive sig Kronen med nogle faas Samtykke end voldgive sin Lykke til Mængdens usikre Afgjørelse, hellere med en enkelt Landsdels Billigelse bemægtige sig, hvad det tilkom hele Landet at overdrage ham. Han sporede sin Hest og sprængte i flyvende Fart ad Viborg Ting til, men saa blev han syg, og for at komme lempeligere og bekvemmere af Sted bød han, at de skulde lægge ham i en Vogn, thi hvor slappe end hans Sener var, og hvor mør han end var i hele Kroppen, kunde han ikke styre sin Lyst til at komme hurtig af Sted; han vilde med Glæde dø, sagde han, hvis han blot maatte bære Kongenavn i tre Dage. Hans Sygdom tog imidlertid saaledes til, at han heller ikke kunde taale at kjøre, og saa bød han sine Tjenere skynde sig og skaffe ham en Bærestol, han vilde ikke sørge, om han saa skulde opgive Aanden paa Tingstedet, sagde han, naar Folket blot først havde hilst ham som Konge. Hans Svaghed formaaede nemlig ikke at faa Bugt med hans uslukkelige Ærgjerrighed. Men medens han uden at ænse sin Sygdom anstrængte sig over Evne for at naa Tinget, kom Døden ham og han ikke Døden i Forkjøbet, og han gik glip ikke blot af Kongemagten, men ogsaa af Kongenavnet. Nu skulde der altsaa træffes Valg imellem Niels og Ubbe, thi Harald havde ved den uretfærdige Maade, hvorpaa han havde styret Landet, paadraget sig Almuens største Uvilje; han havde nemlig røgtet sin Gjerning saaledes, at det var en Skam og Skjændsel, og baaret sig baade stygt og lumpent ad, thi han havde sat alt Hensyn til, hvad ret og billigt var, til Side og paa det skjændigste misbrugt sin Magt til at plyndre og udsuge Landsens Folk og pine og plage dem paa alle mulige Maader. Ved sin skammelige Styrelse varhan da ogsaa bleven saa almindelig forhadt, at ingen mente, at der kunde være Tale om at skjænke ham Kronen, thi alle holdt for, at det vilde være en Skam og Skjændsel at lønne ham for al den Uretfærdighed, han havde øvet, ved athylde ham og at sætte ham paa en Hædersplads til Gjengjæld for alle de Trængsler, han havde bragt over Landet. Der blev nu holdt almindeligt Landsting ved Isøre, og der blev Kronen tilkjendt Ubbe, fordi han var ældst. Niels, som man troede vilde blive fortrydelig herover, godkjendte overmaade veltilfreds Tingets Valg, thi det havde bestandig været Skik blandt Svend Estridssøns Sønner, at de afløste hverandre paa Tronen, efter som de var gamle til, saa dengik i Arv fra den ældre til den yngre. Ubbe havde imidlertid ikke store Tanker om sin egen Dygtighed, og i Erkjendelse af sine ringe Evner vægrede han sig ved at tage saa tung en Byrde paa sine Skuldre og forsikrede, at Broderen,der var meget mere opvakt, var den værdigste til at overtage det Hverv; han holdt nemlig for, at det var klogere selv at erkjende sin Skrøbelighed end at lade andre opdage den. Mig tykkes det nu imidlertid, at han for at undgaa alt, hvad der kunde se ud som Anmasselse, har dømt mere ydmygt end sandt om sin Begavelse, som han lagde tydeligere for Dagen ved saaledes hellere at vise Kronen fra sig end at tage imod den, og han fortjente saa meget mere den Ære, som han ikke skammede sig ved at afstaa til sin kloge Broder, hvad der blev tilbudt ham. Danskerne ydede imidlertid ikke hans beskedne Undseelse tilbørlig Paaskjønnelse, thi uden Anelse om, at han, klog, som han var, blot havde benyttet en paatagen Udygtighed som Paaskud for at blive fri for at tage en Byrde paa sig, gik de ligegyldig ham forbi, som de ved haardnakket at trænge ind paa ham burde have faaet til at give efter, thi enhver, som er ved
sine fulde fem, maa da kunne indse, at han maa have været kløgtig nok, eftersom han foretrak at leve som sin egen Mand i Fred og Ro frem for at tragte efter en Værdighed, som giver Bryderier og Bekymringer.

King of Denmark.
429873824. Kong Erik I Svensen EIEGOD av Danmark(15260) was born in 1056 in Slangerup.(15261) He was a Konge between 1095 and 1103 in Danmark. (15262) He died on 10 Jul 1103 in Kypros. (15263) Han blev angrepet av feber og bragt i land ved Baffa paÌŠ Cypern, hvor han døde. Tok 1086 med Bodil ophold i Sverige.
Han fortsatte Knud den Helliges myndige styre, var den første konge som drog til Det hellige land. Bodil var med paÌŠ ferden. He was married to Bodil THRUGOTSDTR before 1086.

OCCUPATION: Konge i Danmark 1095-1103

BIRTH: 1056, (Egod) Lynge-Frederiksborg, Danmark (ukjent mor)
DEATH: 1103, Kypros

SOURCE NOTES:
EB (1980) v. 16, p. 307.
http://hjem.get2net.dk/Dagsland/gener/PS01_321.HTML

RESEARCH NOTES:
King of Denmark 1095-1103

SOURCE NOTES:
www.dcs.hull.ac.uk/cgi-bin/gedlkup/n=royal?royal05385

RESEARCH NOTES:
King of Denmark (1095-1103)

Han døde paÌŠ pilgrimsferd paÌŠ Cypros.

Kung i Danmark 1095-1103.
Besökte påven Urban II 1098 och vallfärd till Bari, Södra Italien.
Dog på väg till Jerusalem.

Erik Eiegod var Danmarks konge i tidsrommet 1095-1103, knappe 8 aÌŠr. Han opprettet et erkebispesete i Lund og fikk sin halvbror Knut Sveinsson helgenkaÌŠret som Knut den hellige.

En støtte for sin bror
Erik Eiegod var den fjerde av Svein Estridssons sønner som oppnaÌŠde aÌŠ bli konge av Danmark. Hans mor var Gunhild Sveinsdatter, og han giftet seg selv med Bodil Thrugotsdatter. Erik ble født i byen Slangerup i nordlige Sjælland. Erik Eiegod sto ved sin halvbror Knuts side da denne blir drept i Odense, men i opprøret mot kong Knut ble han selv spart og han maÌŠtte dra i eksil. Han ble valgt til konge i 1095 etter at broren Olav Hungers død.

Krig med venderne
I begynnelsen av sin regjeringstid hadde han nok aÌŠ gjøre med aÌŠ bekjempe venderne i nordlige Tyskland. Venderne ble trengt av tyskerne som paÌŠ denne tiden var i ferd med aÌŠ bosette seg i den østlige delen av Tyskland. Venderne begynte atter aÌŠ dra paÌŠ plyndringstokt i den sørlige delen av Danmark. Det lyktes Erik aÌŠ erobre vendernes viktigste base, Rügen, og han innsatte deretter sin søstersønn Henrik som vendernes fyrste.

Erkebispedømme
Erik Eiegod gjenopptok de tidligere kongers innsats med aÌŠ løsrive den danske kirke fra erkebispedømmet Hamburg-Bremen, og i 1103 lyktes det ham med pavens velsignelse aÌŠ opprette et selvstendig danske bispesete i Lund. Asser eller Ascer, som broren Olov Hunger hadde utnevnt som biskop i Lund, ble den første erkebiskopen i Norden. Ved samme anledning klarte kong Erik aÌŠ faÌŠ broren Knut til aÌŠ bli helgenkaÌŠret som Knut den hellige.

Til Det hellige land
Erik besluttet i 1103 aÌŠ dra paÌŠ pilegrimsferd til Jerusalem, ettersom byen i 1099 under det første korstoget var blitt gjenerobret fra muslimenes okkupasjon. Erik reiste med et stort følge over Novgorod i Russland og han besøkerkeiseren av det bysantinske riket i Konstantinopel. Han naÌŠdde derimot aldri fram til Jerusalem og døde isteden paÌŠ Kypros, vissnok ved Paphos hvor han blir begravd [1]. Hans dronning Bodil som var med paÌŠ reisen fortseatte til Det hellige land hvor hun vissnok dør av sykdom paÌŠ Oljeberget.

Middelalderkronikører som Saxo Grammaticus og myter har portrettert Erik Eiegod som en sterk person som ble godt likt av folk flest, en høylydt mann som likte store selskaper, og selv om han var en tilhenger av en sterk kongemakti samvirke med kirken opptraÌŠdte han diplomatisk med bøndene og unngikk konflikter. Tilnavnet Ejegod er antagelig en forvanskning av en eldre form, egod fra norrønt ægóðr, ?eviggod? eller ?den alltid gode?, med samme forstavelsesom emune [2].

Barn
De etterlot seg sønnene Knud Lavard og Harald Kesja, og hvor den første er den eldste, en ridderlig og populær dansk prins. Den 7. januar 1131 ble Knud Lavard myrdet av sin fetter Magnus den sterke, sønn av kong Nils av Danmark. Antagelig saÌŠ Magnus paÌŠ Knud som en sannsynlig konkurrent til tronen. Knud Lavards død skjer kun dager før hans sønn Valdemar ble født og som likevel ble danske konge fra 1157 til 1182.

Referanser
^ Reuters: Denmark and Cyprus pay tribute to 12th century king, lest 10. april 2009
^ Svensk Uppslagsbok 1952, lest 10. april 2009

Loman

Loman= Mattias Loman

He ruled from 1095 to 1103.

År 1104 blev Asser Nordens förste ärkebiskop. Året dessförrinnan hade Erik och drottning Bodil gett sig iväg på en ny pilgrimsresa. Deras son Harald Kesja hade tillsammans med Asser satts att styra riket. De kungliga resenärerna kom till Konstantinopel och fortsatte sedan till Cypern. Där avled Erik Ejegod 1103. Drottningen forsatte till Jerusalem; traditionen berättar att hon insjuknade och slutade sina dagar på Oljeberget.

Erik I Ejegod, kung i Danmark 1095-1103.
Eriks äldre bror Oluf blev kung 1086, efter mordet på deras äldre bror Knud. Rykten spreds att mirakler inträffade vid den döde kungens grav och Erik såg i detta en politisk möjlighet; böndernas uppror under Oluf hade skett mot Guds vilja. Erik stödde den helgonkult som börjat utvecklats kort tid efter Knuds död och olyckarna stärkte det parti som stött Knud och vars ledare nu var Erik. Efter brodern Oluf Hungers död 1095 valdes Erik till kung och "snart vek den förhatliga hungersnöden och Guds hämnd bort från folket", som det står i Roskildekrönikan.

Erik fick tillnamnet Ejegod, den alltid gode. Men krönikan står i grunden på Olufs sida: "Men om detta överflöd var Eriks förtjänst och hungersnöden Olufs skuld, när nu ingen av dem förtjänade vad som skedde, det ver bara Han, som känner till allt innan det sker, och som ordnar allt, när och hur Han vill". Nödåren var inget som kunde skyllas på Oluf, och Erik kunde inte ta åt sig äran av de goda åren, i synnerhet som han "fann på många orimliga och orättfärdiga lagar".

Erik Ejegod fortsatte som kung att verka för Knuds kanonisering. Han reste till och med som pilgrim till Rom och fick påvens bifall. Den 19 april 1101 lades Knuds kvarlevor i ett helgonskrin som placerades i Sankt Knuds kyrka krypta i Odense som ännu finns kvar. Danmark hade fått ett helgon.

Erik deltog år 1101 tillsammans med kung Inge d. ä. Stenkilsson av Sverige och kung Magnus Barfot av Norge i trekungamötet i Kongahälla (nuvarande Kungälv) för att sluta fred mellan länderna.

Om Eriks egenskaper som regent är inte mycket känt. Han tycks i likhet med Knud den helige ha arbetat för att stärka kungamakten och han gjorde det i samförstånd med kyrkan. Han var gift med en stormannadotter, Bodil, och hennes brorson Asser blev den nye biskopen i Lund. Kyrkan och kungamakten var lierade och gav varandra sitt stöd.

År 1103 for Erik på pilgrimsfärd till det heliga landet. Eriks förbindelser med påven syftade inte bara till att få Knud helgonförklarad. Han tog en av flera traditioner vägen över Rom, där påven-på gästens begäran-till slut gickmed på att låta Danmark få ett eget ärkebiskopsdöme. Ärkesätet kom att ligga i Lund. Detta var en stor händelse, eftersom det under senaste halvseklet förts en bitter kamp om den kyrkliga överhögheten över Nordens länder mellan de tyska prelaterna i ärkebiskopdömet Hamburg-Bremen och England, som hade nära band till Danmark. Från och med nu utgjorde Norden en egen kyrklig enhet utanför Bremens inflytande.

Ärkebiskopdämet Lund omfattade till en början hela Danmark, Norge, Sverige, Island, Rügen (som ännu inte kristnats) samt i praktiken även de öar i Nordatlanten, som var knutna till den norska monarkin. Det är ingen överdrift att påstå att Lund i och med detta blev ett viktigt maktcentrum.

Konge. Født ca. 1056 i Slangerup. Død 10.07.1103 på Kypros.
Konge av Danmark 1095 - 1103.
Da Svend Estridsen døde våren 1074, etterlot han seg mange sønner, men ingen av disse var født i lovlig ekteskap. Faste regler for tronfølgen fantes ikke. Den nye kongen skulle velges innenfor kongeslekten av bøndene på landstingene, man man kunne ikke være sikker på at ?landene? valgte samme konge. Derfor så man i 1074 fremtiden i møte med uro og spenning.
Erik herjet som ung i Østersjøen på mange vikingeferder. Han tok sammen med Bodil opphold i Sverige i 1086.
Fra Snorre Sturlasson: Olav Kyrres saga:
?5. Kong Svein Ulvsson døde sottedød ti år etter at begge Haralder hadde falt. Dernest var Harald Hein, hans sønn, konge i Danmark i 4 år, og så Knut, Sveins sønn, 8 år, og han er i sanning hellig. Så kom Olav, den tredje sønn til Svein, 8 år, så Eirik Gode, fjerde sønn til Svein, også i 8 år. Olav, Norges konge, ble gift med Ingerid, datter til Svein danekonge. Og Olav Sveinsson danekonge ble gift med Ingegjerd, datter til kong Harald, søster til Olav, Norges konge. Olav Haraldsson, som noen kalte Olav Kyrre (den rolige), og mange Olav bonde, fikk en sønn med Tora Jonsdatter. Han fikk navnet Magnus. Han var en vakker gutt og lovte godt; han vokste opp i hirden hos kongen.?
Etter Oluf Hungers død i 1095 ble Erik valgt til konge av Danmark. I de voldsomme politiske kampene hadde Erik stått klart og åpent på Knud den Helliges side. Han hadde også vært med i forsvaret av Knud i kirken i Odense hvor Knud ble drept. Etter kongemordet hadde han flyktet til Sverige, han tilhørte jo det tapende partiet. Når han likevel så kort tid etter borgerkrigen kunne velges til konge, er forklaringen at mange hadde bøyd seg for den gudsdom,som forutspådde den hungersnøden som hadde plaget landet. For å sikre seg at det ikke skulle gå like galt som under Harald Hén og Oluf Hunger, måtte han avlegge ed på at han ville overholde ?kong Haralds lover?. Erik lovet å straffe forbrytere og voldsmenn, og at skaffe hver mann hans rett. Derfor fikk han navnet Ejegod (ægóðr), dvs. ?den alltid gode?.
Han sørget for at kong Knut ble helgenforklart. Erik støttet også Lunds domkirke, slik at denne ble sentrum for det nyopprettede nordiske erkebispedømmet. Hans regjeringstid utmerktes av gode skjørdeår og ble i senere kilder beskrevet meget positivt. En mer samtidig berettelse omtaler ham imidlertid som opphovsmann til urettferdige lover.
I 1098 dro Erik på en lang pilgrimsreise til Syditalien. En islandsk skald skriver: ?Det skal berettes, at fyrsten fikk lyst til å gå den lange vei til Roma for å venne sitt mannskap til (utlandets) herlighet; der så kongen Venezias velbeskyttede fredsland. Bror til fem hovedkonger gikk så til Bari, fyrsten ville støtte Guds rike, til gjengjeld ville Guds vennskap beskytte kongen. Fyrsten dro gjennom munkenes rike på sin trette fot, for sin sjels frelse.?Bari i Apulien var takket være relikvier av den hellige Nikolaus blitt ett av tidens mest berømte valfardssteder.
Allerede i 1103 beluttet Erik seg overraskende til å dra på valfart igjen, og denne gang var det selve det Hellige Land som lokket. Det var en farefull og meget langvarig reise. Han reiste med sin dronning og ett betydelig følge.Reisen fulgte den vanlige handelsruten østpå, med skip over Østersjøen, opp Dvina-floden til Russland, og herfra videre til Byzans. Her var keiseren først meget betenkelig til å slippe den nordiske vikingekonge inn i byen, men det endte med at han mottok ham hjertelig. Fra Byzans gikk reisen videre, men han ble angrepet av feber og bragt i land ved Baffa på Kypros, hvor han døde. Dronning Bodil sørget for sin manns begravelse og fortsatte deretter pilgrimsreisen, men nådde heller ikke Jerusalem. Like utenfor byen, på Oljeberget, bukket hun under for sykdom.

Konge av Danmark 1095 - 1103.
Erik herjet som ung i Østersjøen på mange vikingeferder.
Da Svend Estridsen døde våren 1074, etterlot han seg mange sønner, men ingen av
disse var født i lovlig ekteskap. Faste regler for tronfølgen fantes ikke. Den nye kongen skulle
velges innenfor kongeslekten av bøndene på landstingene, man man kunne ikke være sikker
på at ?landene? valgte samme konge. Derfor så man i 1074 fremtiden i møte med uro og
spenning.
Etter at Erik hadde overlevd drapet på Knud II den Hellige i 1086, flyktet han til Sverige.
Fra Snorre Sturlasson: Olav Kyrres saga:
?5. Kong Svein Ulvsson døde sottedød ti år etter at begge Haralder hadde falt. Dernest
var Harald Hein, hans sønn, konge i Danmark i 4 år, og så Knut, Sveins sønn, 8 år, og han er i
sanning hellig. Så kom Olav, den tredje sønn til Svein, 8 år, så Eirik Gode, fjerde sønn til
Svein, også i 8 år. Olav, Norges konge, ble gift med Ingerid, datter til Svein danekonge. Og
Olav Sveinsson danekonge ble gift med Ingegjerd, datter til kong Harald, søster til Olav,
Norges konge. Olav Haraldsson, som noen kalte Olav Kyrre (den rolige), og mange Olav
bonde, fikk en sønn med Tora Jonsdatter. Han fikk navnet Magnus. Han var en vakker gutt
og lovte godt; han vokste opp i hirden hos kongen.?
Etter Oluf Hungers død i 1095 ble Erik valgt til konge av Danmark. I de voldsomme
politiske kampene hadde Erik stått klart og åpent på Knud den Helliges side. Han hadde også
vært med i forsvaret av Knud i kirken i Odense hvor Knud ble drept. Etter kongemordet hadde
han flyktet til Sverige, han tilhørte jo det tapende partiet. Når han likevel så kort tid etter
borgerkrigen kunne velges til konge, er forklaringen at mange hadde bøyd seg for den
gudsdom, som forutspådde den hungersnøden som hadde plaget landet. For å sikre seg at det
ikke skulle gå like galt som under Harald Hén og Oluf Hunger, måtte han avlegge ed på at
han ville overholde ?kong Haralds lover?. Erik lovet å straffe forbrytere og voldsmenn, og at
skaffe hver mann hans rett. Derfor fikk han navnet Ejegod (ægóðr), dvs. ?den alltid gode?.
Han sørget for at kong Knud ble helgenforklart.
Erik støttet også Lunds domkirke, slik at denne ble sentrum for det nyopprettede nordiske
erkebispedømmet.
Hans regjeringstid utmerktes av gode skjørdeår og ble i senere kilder beskrevet meget positivt.
En mer samtidig berettelse omtaler ham imidlertid som opphovsmann til urettferdige lover.
I 1098 dro Erik på en lang pilgrimsreise til Syditalien. En islandsk skald skriver: ?Det
skal berettes, at fyrsten fikk lyst til å gå den lange vei til Roma for å venne sitt mannskap til
(utlandets) herlighet; der så kongen Venezias velbeskyttede fredsland. Bror til fem
hovedkonger gikk så til Bari, fyrsten ville støtte Guds rike, til gjengjeld ville Guds vennskap
beskytte kongen. Fyrsten dro gjennom munkenes rike på sin trette fot, for sin sjels frelse.? Bari
i Apulien var takket være relikvier av den hellige Nikolaus blitt ett av tidens mest berømte
valfardssteder.
Allerede i 1103 beluttet Erik seg overraskende til å dra på valfart igjen, og denne gang
var det selve det Hellige Land som lokket. Det var en farefull og meget langvarig reise. Han
reiste med sin dronning og ett betydelig følge. Reisen fulgte den vanlige handelsruten østpå,
med skip over Østersjøen, opp Dvina-floden til Russland, og herfra videre til Byzans. Her var
keiseren først meget betenkelig til å slippe den nordiske vikingekonge inn i byen, men det
endte med at han mottok ham hjertelig. Fra Byzans gikk reisen videre, men han ble angrepet
av feber og bragt i land ved Baffa på Kypros, hvor han døde. Dronning Bodil sørget for sin
manns begravelse og fortsatte deretter pilgrimsreisen, men nådde heller ikke Jerusalem. Like
utenfor byen, på Oljeberget, bukket hun under for sykdom.
Erik var gift med Bodil, og de fikk sønnen Knud Lavard.
Han fikk dessuten flere frillebarn. Blandt disse kan nevnes Harald Kesja og datteren Benedikt
som ble mor til den senere Erik Lam.

Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 4. den Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring. Efter at dette i 1100 var lykkedes, og efter at han ligeledes havde opnået godkendelse af den nordiske kirke som selvstændigt ærkesæde, tiltrådte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde imidlertid undervejs på Cypern, hvor han begravedes.
(Kilde: www.kongehuset.dk)

Erik Ejegod, -1103, Konge, var uægte Søn af Svend Estridsen.Hans Fødselsaar er ubekjendt, men han fødtes i Slangerup, hvor hansenere lod en Kirke bygge. E. sluttede sig nøje til sin Broder Knudden hellige, af hvem han var bleven indsat til Jarl i Sjælland; hanlignede ham i Tapperhed og Djærvhed, men besad tillige Besindighed ogen Evne til at mægle og gjøre sig yndet, som fattedes Broderen. E.kæmpede tappert ved Knuds Side i St. Albani Kirke 10. Juli 1086. Efterat Oluf var valgt til Konge, drog E. til Sverige, hvor han vandt etsaa godt Ry, at, da efter 9 sørgelige Aar Kong Oluf døde 18. Avg.1195, Vederlaget og Folket vare enige om at hjemkalde E. og vælge hamtil Konge, efterat han havde besvoret Harald Hejns Love. Han optogKampen mod de vendiske Plyndrere, betvang Rygen og stred modHedningerne ogsaa paa Fastlandet, hvor han indtog Oldenburg i Vagrien.

Men ogsaa for en kirkelig Frigjørelse lige over for Udlandet vilde E.kæmpe. Den kejserligsindede Ærkebisp Liemar af Bremen var traadtskarpt op mod E., som sluttede sig til Pave Urban II; Kongen vilde nuforsøge at skaffe Nordens Kirke frigjort for Bremens Overherredømme,og samtidig haabede han at faa sin dræbte Broder optaget blandtKirkens
Helgene. Han drog i Efteraaret 1098 til Italien og traf Pave Urban iBari i Apulien, hvor der da holdtes et Koncilium, men de tvendeSpørgsmaal bleve ikke endelig afgjorte. Paa Rejsen sørgede E. fornordiske Pilegrimme ved at oprette et Gjæstehus i Piacenza og
ved at træffe lignende Omsorg for de rejsende i Lucca; han bragteRelikvier af den hellige Nicolaus hjem til sin Kirke i Slangerup.Omsider kom Pavens Tilladelse til Knuds Kanonisation; ved en stor FestLangfredag (19. April) noi kunde det kostbare Skrin med hans Benhensættes paa Alteret i den nybyggede St. Knuds Kirke i Odense.Jordegods henlagdes til Kirken og det tilhørende Kloster, til hvilketMunke vare indkaldte fra Klosteret Evesham i England. I samme AarsSommer fandt et Møde Sted ved Gøtaelven mellem E. og Kongerne
Inge af Sverige og Magnus Barfod af Norge, hvilken sidste havdeplyndret i Halland, ligesom han stadig laa i Kamp med Kong Inge. E.mæglede mellem Kongerne og søgte uden Tvivl tillige at bane Vej forTanken om et Primat for den nordiske Kirke i Lund.

Denne Sag skulde dog ikke blive afgjort i Rom før efter E.s Død. IOphidselse havde E. dræbt nogle Hirdmænd; en Spillemand havde i FølgeSaxe ved sit tryllende Spil bragt ham i Raseri. Han vilde drage tildet hellige Land «for at helbrede sin Sjæl», siger den islandskeSkjald. Da E. kundgjorde sit Forehavende, bad Folket ham bønlig om atopgive sit Forsæt; store Gaver vilde det ofre for at løskjøbe ham frasit Løfte. Men E. turde ikke bryde sin Ed;
han indsatte et Rigsforstanderskab, bestaaende af hans ældste SønHarald Kesja og Biskop Asser af Lund, og drog derpaa (1102) med sinHustru Bodil over Garderige til Konstantinopel, hvor Kejser Alexiusviste ham megen Ære. E. var den første af Evropas Konger, som drog iPilegrimsfart til det hellige Land; men han skulde ikke naa det. IBaffa paa Cypern angrebes han af Feber og døde 10. Juli 1103. Efter athave jordet sin Ægtefælle fortsatte Bodil Rejsen til Jerusalem, mendøde uden for Byen paa Oljebjærget.

E. var en smuk Mand, højere end de fleste og stærk som faa; hansklangfulde Røst naaede i forsamlingerne selv de mest fjærntstaaende,hans Ord huede alle, og vennesæl sendte han Hilsener til defraværende, selv Hustruer, Børn og Trælle. Støttet af en fortrinligHukommelse havde han tilegnet sig flere fremmede Sprog. E. styredekraftig og snildt, han straffede Ugjerningsmænd haardt, men fik dog afFolket Tilnavnet «egoth» (den altid gode), og han
efterlod som en betydningsfuld Arv til sin Søn Knud Lavard og SønnesønValdemar et lysende Minde om en elsket og dygtig Konge. -- I sitÆgteskab med Bodil (s. II, 458) havde han kun denne Søn Knud. Men E.var hengiven til Frillelevned, med hvilket Dronningen skal have vistsig meget overbærende, og han havde med Friller Sønnerne Harald Kesja,Benedict, Erik
Emune og Datteren Ragnhild.

Ræder, Danmark under Svend Estridsen og hans Sønner.
A. D. Jørgensen, Den nord. Kirkes Grundlæggelse.

Johannes C. H. R. Steenstrup.

Stefan:
Kung av Danmark.

Erik 1. Ejegod (ca. 1056-1103), konge af Danmark 1095-1103. Han deltog på Knud 4. den Helliges side i de kampe, der førte til kongens død. Under Oluf 1. Hungers regering levede han i eksil, men blev ved dennes død valgt til konge. Han virkede energisk for broderens helgenkåring. Efter at dette i 1100 var lykkedes, og efter at han ligeledes havde opnået godkendelse af den nordiske kirke som selvstændigt ærkesæde, tiltrådte han en pilgrimsrejse til Jerusalem. Han døde imidlertid undervejs på Cypern, hvor han begravedes.
(Kilde: www.kongehuset.dk)
ADDR: NOTE {geni:current} 0
ADDR: NOTE {geni:job_title} King

Om Erik "den gode" Estridsen av Danmark (Norsk)

Erik Svendsen, Erik I Eiegod. Konge av Danmark fra 1095 til 1103

  • ca 1056 Erik ble født i byen Slangerup i nordlige Sjælland.han var frillesøn av Svend Estridsen Han var den fjerde av Svein Estridssons sønner som ble konge i Danmark.
  • 1080 Hans bror Knut utnevnte han til jarl i Sjælland
  • Han giftet seg med Bodil Thrugotsdatter datter av Thrugot Ulfsen og hans kone Thorgunna Vagnsdatte , de fikk sønnen Knud Lavard,
  • Han hadde mange friller og fikk sønnene Harald Kesja, Erik Emune og Benedikt og døtrene Bodil? og Ragnhild
  • 1086 Erik og hans kone reiste til Sverige når broren Oluf kom fra fengsel i Flandern og ble valgt til konge i Danmark
  • 1095 Eirik ble valgt til konge etter at broren Oluf Hunger var død
  • Ifølge Saxo Grammaticus var Kong Erik uvanlig høy og hadde tilsvardene styrke, men bare lystens kraft og raseri ødela denne glansen av kropp og sinn. Middelalderkronikører som Saxo Grammaticus og myter har portrettert Erik Eiegod som en sterk person som ble godt likt av folk flest, en høylytt mann som likte store selskaper, og selv om han var en tilhenger av en sterk kongemakt i samvirke med kirken opptrådte han diplomatisk med bøndene og unngikk konflikter. Tilnavnet Ejegod er antagelig en forvanskning av en eldre form, egod fra norrønt ægóðr, «eviggod» eller «den alltid gode»,
  • Erik gjorde en stor innsats for å løsrive den danske kirke fra erkebispedømmet Hamburg-Bremen, Han fikk pavens velsignelse og opprettet et selvstendig dansk erkebispesete i Lund, ved samme anledning klarte kong Erik å få broren Knut til å bli helgenkåret som Knut den hellige.
  • 1102 Erik foretok en pilegrimsreise til Jerusalem som straff for å ha drept 4 krigere. Erik og hans kone Bodil reiste med et stort følge over Novgorod i Russland og han besøker keiseren av Det bysantinske riket i Konstantinopel. Han nådde derimot aldri fram til Jerusalem.
  • Den 10 juli 1103 døde Erik på Pathos, Kypros og ble begravd der.

Hans dronning Bodil som var med på reisen fortsette til Det hellige land hvor hun visstnok dør av sykdom på Oljeberget.

https://no.wikipedia.org/wiki/Erik_Eiegod

http://fmg.ac/Projects/MedLands/DENMARK.htm#ErikIdied1103A

http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/konger/2_Estridsoenner/Ej...

Erik Ejegod var konge af Danmark fra 1095 - 1103.

Gift med drottning Bodil Thrugotsdatter.

Barn:

  • Knut Lavard
  • Harald Kesja
  • Erik Emune
  • Benedict
  • Bodil
  • Ragnhild

Links:

Erik I Ejegod, frillesøn af Svend Estridsøn. Født o. 1056 i Slangerup. Død af feber den 17. juli 1103 i Paphos på Cypern. Begravet dér.

Erik I Ejegods regeringstid: Erik I Ejegod kaldtes hjem fra Sverige efter Oluf Hungers død. I 1098 drog kongen på pilgrimsfærd til Rom (pave Urban II), hvor han ivrede for kong Knuds kanonisering og oprettelse af et nordisk ærkebispesæde i Lund.

Erik Ejegod deltog i 1101 i trekongemødet ved Gotaelven, hvor en række nordiske problemer løstes ved forhandling mellem de tre nordiske konger. I 1103 drog han, som den første danske konge, på pilgrimsfærd til Det hellige Land. Turen gik via Rusland og Byzans. Det var dengang en utrolig lang og farefuld færd at give sig ud på, og både kongen og dronning Bodil omkom på turen, henholdsvis på Cypern og i Palæstina. Kong Erik, der var usædvanlig høj, fik sit tilnavn, fordi han var vennesæl (»ejegod«), som sin far.

Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark, Sixten Otto Brenner, (Dansk Historisk Håndbogsforlag, København, 1978), Reference: 52.


http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/d/de/Eric_I_of_...

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir. He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus.

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095. Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+ d. 18 Sep 1137 Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135 Ragnhild Eriksdottir+ Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131

Eric was born in the town of Slangerup in North Zealand. During the rule of his half-brother Canute IV of Denmark he was an eager supporter of the king, but he was spared during the rebellion against Canute IV. Eric remained at the royal farm instead of accompanying Canute IV to St Albans priory in Odense where Canute IV was killed. Eric talked his way off the farm and fled to Zealand then fled to Scania which was part of Denmark at the time. Olaf I Hunger was elected King of Denmark, but his reign was short. At last Eric was elected as a king at the several landsting assemblies in 1095. Eric was well liked by the people and the famines that had plagued Denmark during Olaf Hunger's reign ceased. For many it seemed a sign from God that Eric was the right king for Denmark.

Medieval chroniclers, such as Saxo Grammaticus, and myths portrayed Eric a “strapping fellow” appealing to the common people. He could keep his place when four men tried their best to move him. Eric was a good speaker, people went out of their way to hear him. After a ting assembly concluded, he went about the neighborhood greeting men, women and children at their homesteads. He had a reputation as a loud man who liked parties and who led a rather dissipated private life. Though a presumed supporter of a strong centralized royal power, he seems to have behaved like a diplomat avoiding any clash with the magnates. He had a reputation for being ruthless to robbers and pirates.

On a visit to the Pope in Rome he obtained canonization for his late brother, Canute IV, and an archbishopric for Denmark (now Lund in Scania), instead of being under the Archbishop of Hamburg-Bremen. Bishop Asser then became the first Archbishop of Lund.

King Eric announced at the Viborg assembly that he had decided to go on pilgrimage to the Holy Land. The cause, according to Danmarks Riges Krønike, was the murder of four of his own men while drunk at a feast in his own hall. Despite the pleadings of his subjects, he would not be deterred. Eric appointed his son, Harald Kesja, and Bishop Asser as regents.

Eric and Boedil and a large company traveled through Russia to Constantinople where he was a guest of the emperor. While there, he became ill, but took ship for Cyprus anyway. He died at Paphos, Cyprus in July 1103. The queen had him buried there. He was the first king to go on pilgrimage after Jerusalem was conquered during the First Crusade.[5] Queen Boedil also became ill, but made it to Jerusalem where she died. She was buried at the foot of the Mount of Olives in the Valley of Josaphat



Kung i Danmark 1093-1103

Noteringar

Erik I Ejegod, kung i Danmark 1095-1103.

Eriks äldre bror Olof blev kung 1086, efter mordet på deras äldre bror Knud. Rykten spreds att mirakler inträffade vid den döde kungens grav och Erik såg i detta en politisk möjlighet; böndernas uppror under Oluf hade skett mot Guds vilja. Erik stödde den helgonkult som börjat utvecklats kort tid efter Knuds död och olyckarna stärkte det parti som stött Knud och vars ledare nu var Erik. Efter brodern Olof Hungers död 1095 valdes Erik till kung och "snart vek den förhatliga hungersnöden och Guds hämnd bort från folket", som det står i Roskildekrönikan.

Erik fick tillnamnet Ejegod, "den ständigt gode". Men krönikan står i grunden på Olofs sida: "Men om detta överflöd var Eriks förtjänst och hungersnöden Olofs skuld, när nu ingen av dem förtjänade vad som skedde, det ver bara Han, som känner till allt innan det sker, och som ordnar allt, när och hur Han vill". Nödåren var inget som kunde skyllas på Olof, och Erik kunde inte ta åt sig äran av de goda åren, i synnerhet som han "fann på många orimliga och orättfärdiga lagar".

Erik Ejegod fortsatte som kung att verka för Knuds kanonisering. Han reste till och med som pilgrim till Rom och fick i Bari 1098 påven Urban III:s bifall. Han verkade även för att ett ärkestift skulle inrättas i Lund direkt under påvestolen, helt fritt från Hamburg-Bremerstiftets inflytande. När frågan inte löstes snabbt nog påkallade Erik ett nytt möte i Rom. Påven Urban II dog den 29 juli 1099 och efterträddes av Paschalis II (1099-1118).

Den 19 april 1101 lades Knuds kvarlevor i ett helgonskrin som placerades i Sankt Knuds kyrka krypta i Odense som ännu finns kvar. Danmark hade fått ett helgon.

Erik deltog år 1101 tillsammans med kung Inge d. ä. Stenkilsson av Sverige och kung Magnus Barfot av Norge i trekungamötet i Kongahälla (nuvarande Kungälv) för att sluta fred mellan länderna.

Om Eriks egenskaper som regent är inte mycket känt. Han tycks i likhet med Knud den helige ha arbetat för att stärka kungamakten och han gjorde det i samförstånd med kyrkan. Han var gift med en stormannadotter, Bodil, och hennes brorson Asser blev den nye biskopen i Lund. Kyrkan och kungamakten var lierade och gav varandra sitt stöd.

Saxo Grammaticus skildrar Erik som en man, som till kropp och ande var en stor man, men skriver också kritiskt om kungen, som beskylls för att vara konstant otrogen mot sin fagra drottning Bodil, en tapper kvinna som var begåvad med en ängels tålamod.

År 1103 for Erik på pilgrimsfärd till det heliga landet. Eriks förbindelser med påven syftade inte bara till att få Knud helgonförklarad. Han tog en av flera traditioner vägen över Rom, där påven-på gästens begäran-till slut gick med på att låta Danmark få ett eget ärkebiskopsdöme. Ärkesätet kom att ligga i Lund. Detta var en stor händelse, eftersom det under senaste halvseklet förts en bitter kamp om den kyrkliga överhögheten över Nordens länder mellan de tyska prelaterna i ärkebiskopdömet Hamburg-Bremen och England, som hade nära band till Danmark. Från och med nu utgjorde Norden en egen kyrklig enhet utanför Bremens inflytande.

Ärkebiskopdämet Lund omfattade till en början hela Danmark, Norge, Sverige, Island, Rügen (som ännu inte kristnats) samt i praktiken även de öar i Nordatlanten, som var knutna till den norska monarkin. Det är ingen överdrift att påstå att Lund i och med detta blev ett viktigt maktcentrum.

År 1104 blev Asser Nordens förste ärkebiskop. Året dessförrinnan hade Erik och drottning Bodil gett sig iväg på en ny pilgrimsresa. Deras son Harald Kesja hade tillsammans med Asser satts att styra riket. De kungliga resenärerna kom till Konstantinopel och fortsatte sedan till Cypern. Där avled Erik Ejegod 1103. Drottningen forsatte till Jerusalem; traditionen berättar att hon insjuknade och slutade sina dagar på Oljeberget.

Utom äktenskapet hade Erik barnen Erik II (Emune), Benedict och Ragnhild - även Harald Kejsa kan ha varit född utom äktenskapet.



1095-1103 talet



DO NOT MERGE!!! Existing Master Profile for his grandmother, Estrid, is attached to two fathers and I can't fix it! As a result, my blood relationship is broken to his father Svend II Estridsen, King of Denmark, and his 5 sons that were also kings of Denmark. In other words, the Geni display says I'm not related to these six kings, including this one, although I'm shown as related to Estrid and her father, Svend I "Forkbeard. "

In summary, DO NOT MERGE this profile! If things are fixed in the future, I'll delete this profile, and the profiles for the 6 kings descending from Estrid.



https://da.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod



http://familienbach.com/stamtra/person/1/i_I5563/erik-d-1-ejegod



KING OF DENMARK 1095 TO 1103

illegitimate son of Sweyn, Svend II Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark d. 10 July 1103

Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark was the son of Svend II Estrithson, King of Denmark and Gunhilda Sweynsdottir.1,2 He married Bothilde Thorgautsdottir, daughter of Thorgaut Ulvson. He died on 10 July 1103 at Cyprus. He succeeded to the title of King Erik I of Denmark in 1095.2 Children of Erik I 'the Evergood' Svendsson, King of Denmark and Bothilde Thorgautsdottir Erik II 'the Memorable' Eriksson, King of Denmark+1 d. 18 Sep 1137 Harald Kesia Eriksson, Prince of Denmark d. 1135 Ragnhild Eriksdottir+ Knut Lavard Eriksson, Duke of South Jutland+ b. 1096, d. 1131 Citations [S38] John Morby, Dynasties of the World: a chronological and genealogical handbook (Oxford, Oxfordshire, U.K.: Oxford University Press, 1989), page 149. Hereinafter cited as Dynasties of the World. [S16] Jirí Louda and Michael MacLagan, Lines of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe, 2nd edition (London, U.K.: Little, Brown and Company, 1999), table 16. Hereinafter cited as Lines of Succession. http://www.thepeerage.com/p10543.htm#i105429 --- Eric has been known as Erik af Pommern and Erik VII in Danish, as Erik av Pommern and Eirik III in Norwegian, and as Erik av Pommern and Erik XIII in Swedish.

King Erik Ejegod 1056 - 1103 King 1095 - 1103 Erik Ejegod was the one of all the brothers the people liked best. He was tall and strong. He fought the Venders, who in Olav’s time of governing had made the Danish waters insecure. He succeeded in founding an archbishop’s headquarter for The Nordic Countries, independent of Hamburg-Bremen. The archbishop’s headquarter was placed in Lund in 1103.

In 1103 Erik Ejegod left for Jerusalem on pilgrimage. He only reached Cypress, where he died. Queen Bodil continued to Jerusalem and died on The Oil Mountain. Queen Bodil was daughter of the German earl Thrugot.

Erik Ejegod had together with queen Bodil the son Knud Lavard, born 1096, dead 1131 and father to Valdemar den Store (The Great). He was at first brought up by the nobleman Skjalm Hvide, after that he was at Lothar, the later German king.

He was married to Ingeborg, daughter of grand duke Mstislav of Russia. He was killed in Haraldsted Forrest near Ringsted by his cousin Magnus, king Niels’ son, who would prevent Knud Lavard in demanding the Danish crown. In 1169 Knud Lavard was made a saint by Pope Alexander 3rd.

http://www.friesian.com/germania.htm#norse

https://sv.wikipedia.org/wiki/Erik_Ejegod#/media/File:Erik_1._Ejego...

http://genealogics.org/getperson.php?personID=I00079486&tree=LEO

Predecessor: Olaf I Hunger Successor: Niels




Erik "Ejegod" var konge af Danmark i perioden 1095 - 1103

Læs mere på Master Profilen.

view all 29

Konge av Danmark Eric I "the Good" Estridson's Timeline

1060
1060
Slangerup, Frederiksborg, Denmark
1070
1070
1080
1080
1083
1083
Jelling, Sydjylland, Danmark (Denmark)
1095
1095
- 1103
Age 35
Denmark
1095
- 1103
Age 35
Denmark
1096
1096
Slesvig, Danmark (Denmark)
1096
Roskilde
1100
1100
Denmark - natural son of Eric I
1103
July 10, 1103
Age 43
Paphos, Cyprus, Greece