Riksråd, bosatt på Sigerstad? Ifølge Historisk Tidsskrift Skrev han seg i tillegg til Haavardstad også til Hisingby. Muligens bodde han der, men iallfall bodde hans enke der. Alv Haraldsson Bolt og Håkon Ogmundsson Bolt førte begge våpen med en halv lilje og to sparrer (Bolt-våpenet).

Ifølge Henning Sollied kan Håkon Ogmundsson Bolt ha vært bror av av Alv Haraldssons farmor. (Et spørsmålstegn foran viser at han anser dette sannsynlig, men med forbehold.)

Kilder:

• Historisk Tidsskrift Nr.2 200. "Godsstrukturering og strukturering av gods-Tomb godset....."
• Henning Sollied: 'Kildekritiske undersøkelser vedrørende nogen middelalderslekter, Bolt II', tabell II.
• Geirr I. Leistad i årsskrift fra Asker og Bærum historielag, ca 1997.
• http://www.steig.no/slekt/default.htm

Kildeinformasjon

1399: DN II, nr 561, 25 August 1399: Biskop Eystein af Oslo, Arne Sigurdsson, Provst ved Mariekirken, Jon Reidarssøn (Darre) Ridder, Eilif Thorgautssøn og Lagmændene i Oslo og Tønsberg kundgjøre et Forlig mellem Hr. Alf Haraldsson og Hr. Ogmund Berdorsson (Bolt) angaaende de nu for evig Tid vedtagne Grændser mellem nordre og søndre Thufn paa Odensøen i Rode Sogn i Borgesyssel.

1472: DN II, nr 885, 3 Mai 1472: a. Hr. Aslak Thuressön (Baad), ridder, Hr. Jakob Matssön (Römer), kanikk i Trondheim, Nils Posse, Otte Matssön (Römer) av våpen, Helge Sæmundsson, prest i Råde, Guttorm Eriksson lagrettesmann og lensmann j Abyggiosskiprede skifte Arven mellem Hr. Alf Haraldssöns Döttre Hustru Agnes og Fru Gro. b. Hustru Agnes (Alfsdatters) ved Seglene hermed forbundne Lodseddel.

GEDCOM Note

Unionsbrev udstedt i Kalmar 13. eller 20.1) juli 1397 Oversættelse Faksimile

Transkription

Faksimile af vidisse

Arkivpåskrifter på kroningsdokument og unionsbrev

Unionstraktaten mellem Danmark, Sverige og Norge, udstedt af to ærkebiskopper, to biskopper, en provst og 12 riddere.

Original på dansk i rigsarkivet.

Det skal være vitterligt for alle, der hører eller ser dette brev, såvel nulevende som fremtidige, at alle disse tre riger Danmark, Sverige og Norge med virkelig endrægtighed og enighed, med kærlighed og god vilje fra rigerne hver især, med højbårne fyrstinde vor nådige frue, dron­ning Margretes råd, indvilligelse og samtykke samt med alle tre rigers gode vilje og fuldstændige samtykke af biskopper og (andre) gejstlige, riddere og væbnere og rigets fuldstændige og menige almue i hvert rige for sig har taget, valgt og modtaget vor højbårne og værdige fyrste, vor nådige herre kong Erik, til en ret herre og konge over alle disse tre riger, og sidenhen nu næstforledne trinitatis søndag2) i faderens, sønnens og den helligånds navn kronet ham her i Kalmar med alle rigets gode mænds samtykke og råd, både gejstliges og lægmænds, og satte ham i kongelig stol over disse tre kongeriger med den værdighed, som både i gejstlig og verdslig henseende tilkommer en retmæssig kronet konge, til at besidde og være over disse tre kongeriger Danmark, Sverige og Norge; og så blev der her på det fornævnte tidspunkt og sted afholdt, forhandlet og afsluttet en bestandig og ubrydelig enighed, fred og forening med fornævnte vor herre kong Eriks og fornævnte vor frue dronning Margretes råd og samtykke og med virkelig enighed og samtykke fra alle rigets rådgivere og mænd i alle tre kongeriger og godkendt på følgende måde:

For det første skal disse tre riger nu have denne konge, som er kong Erik, i hans levetid, og sidenhen skal disse tre riger til evig tid have én konge, og ikke flere, over alle tre riger, således at rigerne aldrig mere adskilles, om Gud det vil. Sidenhen når denne konge er død, skal der over alle tre riger vælges og tages én konge, og ikke flere, og herefter skal det ene rige ikke tage eller vælge en konge, uden at det sker med alle tre rigers behørige indvilgende og enighed. Hvis Gud giver denne konge en søn eller dem, der sommer efter ham, en søn eller flere, da skal én - og ikke flere - vælges og tages til konge over alle tre riger, mens de andre brødre bliver forlenede og betænkte med andet herredømme i rigerne. Og hvis han får døtre, skal man forholde sig med dem, således som loven viser. Og altid en af kongesønnerne - hvis Gud vil, at der findes nogen - skal disse tre riger vælge, og han skal vedblive at være konge, og der skal ikke være flere, således som tidligere sagt. Skulle det ske, at kongen dør barnløs - hvilket Gud forbyde - da skal rigets rådgivere og mænd efter deres bedste samvittighed vælge og tage en anden, hvem Gud giver dem nåde til, og den de mener, det vil være rigtigst og forstandigst over for Gud og nyttigst for rigerne; og det skal ske med alle tre rigers virkelige enighed, således at ingen sætter sig herimod eller drager andet ind end det, der foran står skrevet. Alle tre kongeriger skal blive og være i enighed og kærlighed, sak des at det ene ikke skal drage sig bort fra det andet på grund af nogen splid eller adskillelse, men hvad der sker det ene, enten ved krig eller ved udenlandske mænds angreb, det skal gælde dem alle tre, og hvert af dem skal med al troskab og af al magt være det andet behjælpeligt, dog således at hvert rige forbliver ved sin lov og ret, og kongen skal forholde sig, som han bør. Fremdeles skal kongen i Danmark sty­re og råde med sit rige over borg og fæstning, over lov og dom, således som der er lov og ret, og kongen har ret til og bør gøre, og ligeledes i Sverige og i Norge, efter deres lov og ret, og hvad kongen der har ret til og bør gøre; og ingen lov eller ret skal føres ud af den ene rige og ind i det andet, når den ikke tidligere har været lov og ret der, men kongen og hvert rige skal forblive ved sin egen lov og ret, således som det før er sagt, og hvert bør forblive. Skulle det ske, at et af disse riger - hvilket det end kan være - påføres krig eller kommer ud for våbenmagt, da skal de andre to riger med magt og al troskab, når kongen eller hans embedsmænd på hans vegne pålægger dem, komme det rige til hjælp og forsvar, hvor de bliver tilsagt, enten til lands eller til vands; og hvert rige skal komme og være det andet rige til hjælp, som sig bør uden nogen svig, dog således at hvor et rige eller begge to kommer det ene til hjælp, da skal man i det rige forsyne dem med spise, kost og foder gennem rigets embedsmænd, der skal sørge for deres trang og ernæring og ordne det sådan, at landet og almuen ikke lider skade; men angående deres tjeneste, løn, den ska­de, de lider, eller om de kommer i fængsel eller hvad andet, der kan angå dem, da skal kongen stå til ansvar for dem, og de skal ikke plage eller påklage rigets embedsmænd eller almuen desangående. Når rigerne eller et af dem bliver påført krig af en udenlandsk hær, da skal ingen gri­be til kneb og forsvare sig med, at han ikke er pligtig til nogen tjeneste udover sin egen landegrænse; dette punkt er vi alle gået ind på og har samtykket i, at en af os skal hjælpe og følge den anden ind i det rige, hvor det er nødvendigt, eftersom alle tre riger nu er og skal forblive under én konge og herre og skal blive enige som ét rige. Hermed skal al fejde og splid, som indtil nu i lang tid har været rigerne imellem, være fjernet og aldrig mere fremmes eller fremdrages, og det ene rige skal aldrig mere bekrige det andet og ikke fremdrage noget, der kan afstedkomme krig eller uenighed, men alle skal de forblive som ét rige under én konge, som tidligere sagt. Hver mand, høj og lav, skal forblive ved lov og ret og lade sig stille tilfreds efter loven og retten og ikke med dødelig fejde eller anden uret eller ved hovmod undertrykke nogen anden eller forurette den, der formår mindre, men alle skal frygte Gud og vor herre kongen, og alle skal rette sig efter hans bud, sådan som det bør sig, og efter de embedsmænd, som han indsætter til på sine vegne at holde dom over dem, der forbryder sig herimod. Bliver nogen i noget rige fredløs, uden fred eller landflygtig i et andet rige for sit retsbrud, så skal han være fred­løs i det ene rige lige så vel som i det andet, og ingen skal beskytte ham eller forsvare ham, men der hvor han bliver tiltalt og påkæret, skal man lade ham dømme for, hvad han har forbrudt, og sådan som retten fore­skriver. Hvis der på samme måde bliver begyndt eller aftalt forhandlinger eller sager med fremmede herrer eller stæder eller deres sendebud til vor herre kongen, i hvilket rige han da end befinder sig, så har han og hans råd, de som da er til stede hos ham, dog altid nogle fra hvert rige, myn­dighed til, at han og de, der på disse tre rigers vegne kan handle og afgøre, hvad der er gudelig, forstandigst og nyttigst og til vor herre kon­gens og disse tre rigers gavn. Fremdeles skal man gøre og holde disse foranskrevne punkter og artikler, således som tidligere skrevet, og således forklare og udlægge dem, at det bliver Gud til hæder og vor herre kon­gen og rigerne til gavn, gode og fred, og således at hver lader sig stille tilfreds med lov og ret. Skulle det ske, at der var nogen, der ville handle herimod, så skal alle folk i disse riger hjælpe vor herre kongen og de embedsmænd, som han indsætter til med god tro og af al magt at styre og at dømme derover, således som det er rigtigt og tilbørligt. Fremdeles skal vor frue, dronning Margrete, styre og besidde, råde over og beholde uhindret, efter sin vilje med al kongelig ret uden undtagelse, så længe hun lever, alt det, som hendes fader og hendes søn indrømmede og gav hende, mens de var i live og i deres testamente, og yderligere hendes morgengave i Sverige og hvad andet, som Sveriges riges mænd er kom­met overens med hende om og indvilliget i, at hun skal beholde, og fremdeles hendes morgengave i Norge og det, som hendes herre, kong Håkon, og hendes søn, kong Oluf, der har indrømmet og givet hende, både i deres livstid og i deres testamente, og hun må lade gøre et muligt testamente efter sig, og det skal overholdes, dog således at landene og slottene kommer frit og upåtalt til kongen, når hun dør, med undtagelse af de penge og det gods, som hun muligvis bortskænker ved sit testa­mente, som før nævnt, af dette foromtalte, som både er indrømmet og givet hende, det skal forblive bestandigt og sikkert og overholdes, og hvad hun allerede tidligere har overdraget eller givet eller betalt bort eller forlenet i disse tre kongeriger til Guds hæder og til hendes venner og tjenere, det skal også forblive bestandigt og sikkert, således som det er gjort, og kongen og rigets mænd i disse tre kongeriger skal hjælpe hende til at besidde og beholde dette foranskrevne og beskærme og værge det for hende og i god tro beskytte det for hende i hendes livstid, hvis det er nødvendigt, uden nogen som helst svig. Hvis nogen vil forurette hen­de i anledning af disse foranskrevne punkter eller på nogen måde gør hende imod, skade hende eller hindre hende heri, så vil vi i god tro og af al magt være hende behjælpelige med at skaffe hende ret over dem, der gør det; og vi under hende, at hun må tage Gud til hjælp og dem, der vil hjælpe hende med at stå der imod og at værge sig uden dadel. Til yder­ligere sikkerhed for, at disse foranskrevne punkter skal forblive bestandi­ge, sikre og ubrydelige til evig tid med Guds hjælp og i alle henseender og i alle artikler, således som forskrevet står, og at breve skal udstedes på pergament to fra hvert rige, nemlig Danmark, Sverige og Norge, der i alle henseender lyder som foranskrevet og i alle artikler er overensstem­mende hermed, og de skal besegles med vor herre kongens, vor frue dronningens segl og segl tilhørende rigets råd og mænd og købstæderne i hvert af disse tre riger, Danmark, Sverige og Norge, og at alle disse styk­ker er således forhandlede og endt, og at de i alle måder således skal fuld­byrdes og udføres og forblive, som foran står skrevet, da har vi Jakob og Henrik, af Guds nåde ærkebiskopper i Lund og Uppsala, Peder og Knut, af samme nåde biskopper i Roskilde og Linköping, Karl af Tofta, Jens Andersen, Sten Bengtsson, Jens Rud, Ture Bengtsson, Folmer Jakobsen, Eringisl, Peder Nielsen af Ågård og Algot Magnusson, riddere, Arnold, provst i Oslo, Ogmund Bolt, Alf Haraldssøn, og Gaute Erikssøn, riddere, med vor gode vilje ladet vore segl blive hængt under dette brev3). Skrevet i Kalmar i det Herrens år 1397 på jomfruen sankt Margretes dag.

l) da brevet er udstedt i Kalmar, der på dette tidspunkt lå i Linkoping stift, hvor Margretedag fejredes 13. juli, jf. Helander, Ordinarius Lincopensis 377, kan man ikke se bort fra muligheden af, at skriveren har fulgt sædvanen på stedet. Men da skriveren meget vel kan have tilhørt det kongelige kancelli, og Margretedag i det øvrige Skandinavien fejredes 20. juli, jf. Grotefend, Taschenbuch 77, kan denne dato heller ikke udelukkes.

2) 17. juni.

3) O.S. Rydberg bestemte 1882 i Sverges Traktater II seglene som følger: Øverste række: l. Ærkebiskop Jakobs sekret. 2: Ærkebiskop Henriks sekret. 3: Biskop Peders sekret (Lodehat). 4: Biskop Knuts sekret. 5: Karl Ulfsson af Tofta sigil. 6: Sten Bengtsson sigil. 7: Ture Bengtssons sigil. Anden række: l. Algot Magnussons sigil. 2: Peder Nielsens sigil. 3: Eringisl Nilssons sigil. Niels Skyum-Nielsen har i 1960 med rette korrigeret dette, Scandia XXVI. Bl.a. ud fra seglenes bevaringstilstand så tidligt som 1882 rejste han tvivl om identifikationen af nr. 4, der også kunne være biskop Bo af Århus' sekret, nr. 7, der også kunne være Jens Andersen Broks segl. I anden række kunne segl nr. 2 også have været Folmer Jakobsen Lunges, Jens Ruds, Ogmund Bolts, Alf Haraldssøns eller Gaute Erikssøns. Niels Skyum-Nielsen konkluderer, at der er mulighed for, at en nordmand kan have beseglet unionsbrevet.

Kilde: Danmark Riges Breve, rk. 4, bd. 6, København 1998, s. 231-35

Unionsbrev udstedt i Kalmar 13. eller 20. juli 1397 Transkription Faksimile

Oversættelse

Faksimile af vidisse

Arkivpåskrifter på kroningsdokument og unionsbrev

Teksten fins i original på papir i DRA (Sverige gl. nr. 41), og i en vidisse av 11. sept. 1425 (jfr. NgL 2. R. I s. 36 f.). Her trykt etter NgL 2. R. I nr. 22. Også trykt ST II s. 563-67. Bare 10 av de 17 sigillantene som er nevnt, har virke­lig beseglet, og seglene er trykt på brevet, mens teksten forutsetter at de skulle henges ved. Dette viser at det må ha vært meningen at brevet skulle få sin ende­lige utforming på pergament, som var det vanlige materiale for traktater. Man mente tidligere at ingen nordmenn hadde beseglet brevet, men N. Skyum-Nielsen har påvist at dette ikke er helt sikkert (Scandia 26 s. 1-40).

Brevets utstedelsesdato, margaretamessedag, kan i de middelalderske kalendariene være både 13. og 20. juli (jfr. L. Gjerløw: KLNM VIII sp. 140). Forskningen har vanligvis holdt på 20. juli, bl. a. fordi hyllingsbrevet fra Kal-marmøtet (nr. 101) er utstedt 13. juli, betegnet som «fredag før knutsmesse» (jfr. P. A. Munch: NFH Un.per. II s. 385 n. l). Men Ordinarius Lincopensis fra tidsrommct 1391—1406, som gjaldt for Linkoping bispedømme, der Kalmar lå, har 13. juli (S. Helander: Ordinarius Lincopensis, 1957 s. 377, jfr. s. 46; J. Schrciner: SHT 1951 s. 261 f.).

Unionsmotet i Kalmar 1397 er kanskje den mest omdiskuterte enkelthending i nordisk historie, først og fremst p.g.a. unionsbrevet. Diskusjonen har både dreid scg om brevets rettsgyldighet og om den politiske bakgrunn for det. De som regner brevet for et rettsgyldig dokument, mener at dets ufullkomne form kan forklares ved at det er et vitnebrev om en muntlig avtale som har funnet sted, ikke en egentlig traktat, og peker dessuten på at det senere, både av Erik av Pommern og aristokratiet, ble regnet som rettsgyldig. Tilhengerne av den motsatte oppfatning mener at det er et utkast til en avtale som har strandet på motstand enten fra dronning Margareta, fra aristokratiet eller fra nordmennene. Den mest utbredte oppfatning i dag er antagelig den som ble fremsatt av E. Lonnroth i 1934 at unionsbrevet er uttrykk for stormennenes ønske om en union bundet sammen av en svak kongemakt der de selv skulle dominere (regi­men politicum) og at det på grunn av motstand fra dronning Margareta ikke er blitt gyldig avtale. Hyllingsbrevet er derimot et resultat av dronningens ønske om en sterk kongemakt (regimen regale).

Jfr. sammenfatning av diskusjonen og oversikt over litteraturen i Rosen: Svensk historia I s. 231-38. En del bidrag til diskusjonen er trykt i Norske historikere i utvalg IV nr. 4—8.

Allæ the thettæ breff høræ eller se eller høræ, suo wel thom ther nw æræ, som hær efter komme sculæ, scal thet witerlict waræ, at efter thet at allæ thisse thry rike, Danmarc, Suerike oc Norghe, met en ræt endrecht oc sæmyæ oc kerlich oc gothwilghæ huars rikesens om sich oc met radh oc fulbordh oc samthykke høghbørne førstynne, wor nadighe fru drotning Margretæ, oc met allæ thryggiæ rikesens gothwilghæ oc fulkomlicæ sam-thyct, biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ oc ganze oc menæ rikesens almughæ j huort riket om sich, war høghboren oc werdich første, wor nadighe herræ koning Eric til en ræt herræ oc koning taken, walder oc wnfongen ouer alle thisse thry riken, sidhen wpa sancte trinitatis søndach nw war j nafn Fadhers oc Søns oc then Helghe Andz hær j Kalmarn efter allæ rikesens gotho manne samthyct oc radh, bothe klerkæ oc leeghmen, krunether oc j koningxlich stol setter ouer thisse thry koningxrike met then werdichet, som bothe j andelich oc j wæriltzlich stykke en ræt krunith koning til bør at besidiæ oc wæræ ouer thisse thry koningxrike, Danmarc, Suerike oc Norghe; tha war her j forde tymma oc stadh en stadhelich oc wbrydelich sæmye, fridh oc forbinding halneth, deythingeth oc ænd met radh oc samthykke then for^ wor herres koning Erics oc then forde wor fru drotning Margretes oc met en ræt endrecht oc samthykke alle rikesens radhgeuere oc men aff alle thry koningxriken fulbordhet j thenne modæ, som her efter følgher:

[l.] Først at nw scule thisse thry riken hafue thenne koning, som ær koning Eric, j hans lifdaghæ, oc sidhen ewinnelicæ sculc thisse thry riken en koning hafuc oc cy flere ouer alle thry riken, sno at riken aldre at scillas mcer, om Gudh wil. Sidhan efter thenne koningxcns lifdaghæ scal en koning ouer al thry riken weliæs oc takes oc ey flere, oc scal engte et riket en koning takæ eller welghæ her efter wtan met fulborlich samthykke oc endrecht allæ thrygge rikenæ. Gifuer oc Gudh thenne koning søn eller thom, efter hanom kommæ, en søn eller flere, tha scal en til koning weliæs oc takas ouer al thry riken oc cy flere; the andre brøthræ worthc met annet herscap belente oc bethenkte j riken, oc døttrc, om han thom faar, tha gøre ther om efter thy, som laghen wt wiser, oc jo en aff koningxsøner, om Gudh wil, at tha noken til ær, at thisse thry riken hanom weliæ, oc han blifue koning oc ey flere, som fore er sacht. Kan oc koningen barnløs frafalle, thet Gudh forbyudhe, at tha rikesens radhgeuere oc men en annen weliæ oc takæ, then, thom Gudh gifuer til nadhe, ther the efter theræ bestæ samwit oc the witæ for Gudh rætist oc skellixt oc riken nyttest wæræ met en ræt samdrecht alle thrygge rikenæ, oc at engin sich her amot setter eller annet j dragher, wtan som fore screfuit star.

[2.] Oc sculæ alle thry koningxriken j en samdrect oc kerlich blifue oc wæræ, suo at engte et scal sich fran thet annet draghc met noken twædrect eller syndran, wtan huat thet enæ wpa går entich met orlogh eller met andre wtlensche manne afæktan, thet scal thom wpa ga alle thry, oc huort thera annet behelpelicht wæræ met al troscap oc al macht, thoc suo at huort riket blifuer widh syn lagh oc ræt, oc koningen efter thy, hanom bør at hafue.

[3.] Framdeles skal koningen styræ oc radhæ met sit rike i Danmarc om hws oc feste, lagh oc dom efter thy, som ther ær lagh oc ræt, oc koning ægher oc bør at gøræ, suo oc j Suerike oc j Norghe efter theræ lagh oc ræt, oc koning ther ægher oc bør at gøræ; oc draghes engin lagh eller ræt wt aff eet riket oc wt j annet, the, ther ey før hafuæ warit logh eller ræt, wtan koningen oc huort riket blifue widh syn lagh oc ræt, som fore er sået, oc huort bør at blifue.

[4.] Kan thet oc suo wortha, at a noket et aff thisse rike orlogh eller hærscyold wpa styrter, huilket et thorræ thet helzt kan worthe, tha scule the andre tw riken, nar koningen eller hans embitzmen wpa hans wegne thom til sigher, met macht oc al troscap thet riket til hielp oc werghe komme, huart thom worther til sået, entich til land eller watn, oc scal huort et riket thet annet til hielpe kommæ oc waræ, som ther til bør, wtan alt året; thoc suo, at huor et riket eller bathe tw thet enæ til hielp komme, tha scal man j thet riket thom met spisan oc kost oc fodher aff rikesens embitzmen thera nøthorft forese oc bæring, oc scipe, at landet oc almug-hen ey forderuet worther; en om thorræ thienisto løn, scadhe oc fenxel eller annet, thet suo til rørir, ther stonde koningen thom fore, oc ey rike­sens embitzmen eller almughe ther om queliæ eller a talæ then tidh. Oc ther riken all eller noket theræ orlogh a styrter aff wtlensc hær, tha scal sich ther engin met hielperæthe take eller werghæ, at han engin thiænist plictigh ær wtan til syt eghit landemære; thet hafuom wi alle ouer gifuet oc samthyct, at en woræ scal then annen hielpe oc følghe j huilket rike thet nødh gørs, for then sculd at al thry riken æræ nw oc worthe scule wnder en koning oc herræ oc blifuæ ens som et rike.

[5.] Hær met scule alle feydhe oc twædrecht, som mellom riken her til aff longe forlidhnæ tymæ warit hafue, næther legges oc aldre mer wppas eller wp draghes, oc aldre mer et rike orloghe wpa thet annet oc engte thet wp draghe, ther orlogh eller wsæmye må aff komme, wtan blifue alle som eet rike wnder en koning, som fore er sået. Oc scal huor man, høgher oc lagher, widh ræt og lagh blifue oc sich nøghe lade j lagh og ræt, oc met engin døthfeydhe eller annen wræt eller høghmod noken then annen forthrykke eller wforrætæ then, ther mindræ formæ; wtan alle scule ræthes Gudh oc wor herra koningen, oc alle stonde hans budh efter thy, som til bør, oc hans embitzmen, the han til setter wpa synæ wegne, oc ræte ouer thom, som her amot bryde.

[6.] Worther oc noken j noket riket fridhiøs eller biltogher eller for-flictogher j annet rike for syn rætæ brut, tha scal han suo wel i thet enæ rike wara fridhiøs som j thet andræ, oc scal hanom engin heyne eller for-suaræ, wtan huor han worther a talæther oc a kerther, ther scal man ouer hanom rætæ efter thy, som han brut hafuer, oc ræten til sigher.

[7.] Item om nokræ deythingen eller ærende worthe wpedhe eller om talit met fræmethe herræ eller stædher eller thorræ budh till wor herra koningen, j huilket rike han tha ær stedder, tha hafue han oc hans radh, the, tha nær æræ stedde, jo nokra aff huort riket, thes macht, huat han oc the ther om gøre oc ende wpa thisse thry rikes wegne, huat guthelixt oc skellixt oc nyttelixt ær til wor herra konigens oc thisse thry rikes gagn.

[8.] Item scal man al thisse forscrefne stykke oc article suo gøre oc holde, som fore screfuet star, oc thom suo wt thydhe oc menæ, at thet wardher Gudh til hedher oc wor herra koningen oc riken til gagn oc gotho oc fridh, oc at huor lade sich nøghe j lach oc ræt; oc wore thet sno, at noken wore, som her amot wilde gøre, at alle the aff thisse rike hielpe wor herra koningen oc hans embitzmen, som han ther til setter, met goth tro oc al macht thet at styræ oc ther ouer at rætæ efter thy, som ræt ær oc ther widher bør.

[9.] Framdeles scal wor fru drotning Margrctæ styræ oc besidiæ, radhe oc beholde j henne lifdaghc whindrit met al koningxlik ræt, cngtc wndcn taket, efter henne wilghc alt thet, som henne fadher oc henne søn henne wnte oc gafue i thorræ lifuende liff oc j thorræ tcstament, oc suo j Suerike henne morghengaue oc annet, thet rikesens men j Suerike hafue met henne ouer enæ dræghet oc samthyct, at hwn beholde scal; suo oc henne morghengaue j Norghe oc thet, henne herræ koning Hakon oc henne søn koning Oleff henne ther wnt oc gifuet hafue bothe j thorrc lifuende liff oc j thorræ testamcnt, oc et mughelict tcstament at gøræ efter sich oc thet at holde, thoc suo, at tanden oc sletten kommer igen frij oc wmbeuoren til koningen, nar hwn dør; wtan suo mange pæninge oc gotz, som hwn mughelica bort gifuer j syt testament, som fore er sået, aff thetta forscrefne, som henne ær botho gifuet oc wnt, at thet stadicht oc fast blifuer oc holdes, oc huat hwn hafuer alle redho til foren fran sich antworthet eller gifuet eller bort guldet eller lent j thisse thry koningxrike j Gudz hedher oc henne wene oc thienere, at thet oc blifuer stadicht oc fast, efter thy som thet er giort; oc at koningen oc rikesens men j thisse thry koningxrike hielpe henne thetta forscrefne at besidiæ oc beholde oc beskyrme oc werghe oc at heynæ j goth tro j henne lifdaghc wtan året, om thet nødh gørs. Wille ok nokræ henne j thisse forscrefne stykke wforrætæ eller henne her i amot at gøre, arghæ eller hindræ i nokræ modæ, tha wille j [wi] i goth tro met al macht wære henne ther j bchelpclikc at scipe henne ræt ouer thom, som thet gøre, oc wnnc wi henne, at hwn må takæ Gudh til hielp, oc thom, henne hielpe wilghæ, at stå ther amot oc werghæ sich wforwit.

Til mere beuaring alle thisse forscrefne stykke, at the scule stadighe, faste oc wbrydelicæ blifue ewinnelica met Gudz hielp oc j alle mode oc met alle article, som fore screfuet star, oc at breff sculæ gifues wppa perkman screfne, tw aff huart rike, suosom ær Danmarc, Suerike oc Norghe, ludende j alla modæ oc met allæ artikele, som hær fore screfuet star, oc sculæ incigles met wor herræ koningens oc wor fru drotningens oc rikesens radz oc mens oc køpstæthes jncigle aff huort af thisse thry rike, Danmarc, Suerike oc Norghe, oc at alle thisse stykke æræ suo talædhe oc ende, oc at the j alle modæ suo fuldraghes oc fulkommes oc blifue sculæ, som fore screfuet star, tha hafuom wi Jæcop oc Hinric aff Gudz nadh erchebiscope j Lund oc j Wpsalæ, Pæther oc Knut med samma nadh i Roskilde oc i Lyncopunk biscopæ, Karl aff Toftæ, Jønes Anderssøn, Sten Beyntsson, Jønes Rut, Thure Beyntsson, Folmar Jacopssøn, Erengisl, Pæt­her Nielssøn aff Agarth oc Algut Magnusson, riddere, Arent, prouest j Oslo, Amund Bolt, Aiff Harilssøn og Goute Ericsson, riddere, ladit wora incigle met goth wilghæ henges for thettæ breff. Scriptum Kalmarn anno Domini m°ccc°xc ° septimo, die beate Margarete virginis etc.

Kilde: Sverre Bagge m.fl. (udg.): Norske Middelalder Dokumenter i utvalg, Oslo1973, nr. 102, s. 380-84