Bornholmeren lørdag 12. april 1958:
Svaneke
P. B. Holsts jordefærd
Fhv. købmand P. B. Holsts jordefærd, der fandt sted fra Svaneke kirke, formede sig som en smuk højtidelighed. Kirken var smukt pyntet bl. a. med de mange skønne kranse, der var sendt til båren. Blandt disse sås en fra Svaneke menighedsråd, en fra A/S N. & Poul Plum, en fra Nordbornholms Købmandsforening og en fra Bornholms Pensionatsejerforening. I det store følge sås bl. a. borgmester Emil Andersen, fhv. borgmester, kaptajn Rømer, dr. Marcussen, sognerådsformand Kaas, pastor Thorsager, Aaker, apoteker Harild, Nexø, sandemand Ipsen, Ibsker, købmand E. M. Bech, Allinge, købmand J. R. Hammer, Gudhjem, grosserer H. Fridolf Christensen, maleren Oluf Høst. Gudhjem, og flere.
Efter salmen ”I østen stiger solen op" talte pastor Poulsen:
- Påskelørdag døde P. B. Holst efter en lang sygdom, og ved hans begravelse i dag forekommer det mig at være rigtigt at nævne et ord fra påskeevangeliet, som endnu toner i vore sind. Det skal da være fra Markus evg., kap. 13, vers 3: Hvem skal vælte os stenen fra graven?"
P. B. Holst var født i dan gamle købmandsgård på Torvet, som har været i slægtens eje i mange år, og efter sin uddannelse overtog han den og førte den videre i omkring 30 år. Her i denne gamle gård lærte jeg Holst at kende som et levende og interesseret menneske, optaget af tidens spørgsmål meget kunne han tale med om.
Han havde ofte sine egne meninger og forfægtede ivrigt sine anskuelser, som undertiden kunne få et noget, filosofisk islæt. Han havde mange ideer og var ikke bange for at prøve dem, og han gennemførte dem uden at skele efter økonomisk vinding. - Men P. B. Holst kom også til at gennemleve svære tider, så svære, at det for udenforstående kunne synes mærkeligt, at han under alt dette kunne bevare sit humør, men også herigennem kom hans retlinede karakter frem, og hans personlige hæderlighed var altid hævet over enhver tvivl.
Her i kirken mindes vi ham i dag for 31 års trofast virke i menighedsrådet. Det var et arbejde, som altid havde hans interesse. Han deltog også helt op i årene med interesse i kirkekorets arbejde. Helst vil jeg dog mindes ham som kirkegænger. Han havde sin bestemte plads i den gamle familiestol på pulpituret, hvor man kunne se ham så godt som hver søndag. Men så indtraf det, som slog ham så hårdt, at dét humør, som de svære år ikke havde kunnet kue, nu svandt. Det var hans hustrus pludselige død.' Det slag forvandt han ikke. Det var ikke den gamle P. B. Holst mere. Han viste sig ikke som før. Det var, som om han trak sig ind i sig selv.
Det var kvinderne ved graven, der spurgte: Hvem skal vælte os stenen fra graven?" - og mon ikke noget af det samme er i vore tanker, når vi tænker på den død, vi alle er skyldig? Man har grublet over dødens gåde, men kunne ikke trænge til bunds i den –
Mange n. þÿ Mange har drømt om et liv hinsides i fortsættelse af dette, men det var kun en drøm, den bar dem ikke igennem mørket. Hvem skal vælte os stenen fra graven? Men da kvinderne kom, var stenen borte. þÿ Han er opstanden." Det budskab skal også siges i dag. Han har givet os et levende håb. Det er det stærkeste budskab, der har lydt på vor jord. I troen på ham kan vi dødelige mennesker eje det evige liv. Når I, hans kære, der sidder her, nu skal bære ham ud til hans sidste hvilested, vil I gøre det med det sind.
Efter præstens tale sang følget –”Alt står i Guds faderhånd" og –”Jeg er træt og går til ro", under hvis sidste vers kisten blev båret til graven.
Efter jordpåkastelsen takkede den afdødes datter, fru Ebba Christensen, for deltagelsen og indbød til et mindesamvær på Pensionat ”Møllebakken". Her blev der holdt flere smukke mindetaler om den afdøde. Bl. a. af købmand Bech, Allinge, pensionatsejer Lyster, ”Nøddebo", fhv. borgmester Rømer, Svaneke, og pastor H. Thorsager, Aaker. Sidstnævnte tegnede et smukt billede af livet i hjemmet i den gamle købmandsgård i tiden fra århundredets begyndelse til henimod tyverne og omtalte den kultur, der prægede hjemmet.
Den afdødes yngste datter, fru Sigrid Sølling, holdt til sidst en meget smuk personlig præget tale om sin far - og, hvad han havde været for sit hjem, sin hustru og sine børn.
