https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=357
Hans Bruun Brenaa, kgl. solodanser, balletinstruktør og koreograf
Født: 9/10 1910 i Stenmagle sogn
Død: 14/4 1988
Gravsted: Bispebjerg Kirkegård (fællesgrav)
Han var søn af gårdejer og hestehandler Peter Petersen og Hansigne Marie Brenaa født Larsen, gik fra 6-års alderen på Det kgl. Teaters Balletskole. Han tog eksamen fra den dramatiske elevskole og studerede i Paris hos L. Egorova og blev i 1938 medlem af hendes balletkorps. Han debuterede på Det Kongelige Teater i 1919 og udførte talrige roller i skuespil, opera og ballet. Han blev solodanser i 1945 og indledte fire år senere en karriere som balletinstruktør med ”Auroras Bryllup”. Efter Harald Landers afgang som balletmester i 1951 fik Hans Branaa ansvaret for Den Kongelige Ballets Bournonville-tradition. I sine senere år blev han såvel herhjemme som ved en række udenlandske balletkompagnier en efterspurgt instruktør som en af sin epokes førende Bournonville-eksperter. Herhjemme blev hans version af "Kermessen i Brügge" en international attraktion. Hans Brenaa prægede det repertoire som balletmester Harald Lander skabte i 1930erne og 1940erne - ikke mindst som Margot Landers partner. Han havde iscenesættelser på Metropolitan, New York, Paris, London, Holland, Belgien, Skotland, Norge og Sverige. I 1978 hentede Henning Kronstam ham tilbage til Det Kongelige Teater efter nogle års fravær og så sent som i 1986 stod han for nyopsætningen af Bournonvilles "Konservatoriet". Desuden var Hans Brenaa ved Pantomimeteatret i Tivoli og på TV skaffede han balletten et stort publikum, da han i 1967 iscenesatte serien "Bournonvilles værksted".
Han blev gift den 31. december 1939 i St. Magleby med skuespillerinden Erika Voigt.
Efter hendes død blev han den 26. august 1953 gift i Tikøb Kirke med skuespillerinden Bodil Steen.
Han er far til skuespilleren Jens Brenaa (f. 11/1 1940 i Taastrup), som han fik med Erika Voigt..