Saa er Den Daad fuldbragt og Kam-
pen endt, Du ædle Olding, blide,
Fromme Fader! En venlig Engel Dig fra
Himlen sendt, Nu Evighedens store
Port oplader. Og beder Dig for Herren frem
Til gode Sjæles rette Hjem.
Ja viet var din Gud Den Vandel from,
Taalmodig bar Du Livets Sorg og Møie,
Naar Faderhjertet bløded, Lægedom
Det altid fandt hos Herren i det Høie.
Thi var Du stærk og gjæv og god.
Gud lønne Dig for Jesu Blod!
Og munter Uskylds Glæde vidste Du
At trylle frem med vittig Skjemt og Lune
Ukonstlet var Din Færd og from Din Hu,
Thi har i Vennehjærtet mangen Rune
Du prentet dyb og kjær og skjøn, –
Er det ei Venskabs bedste Løn!
Snart dekker Gravens muld Dit kjære
Støv, Sov sødt da, fri fra Jordens Jam-
mer! En taaredugget Krans af Egens
Løv Jeg lægger ved Dit stille Sovekammer.
Den visner snart, men evig grøn
Hist Seierspalmen dufter skjøn