Hej her et pudsig vending.
Guldharald kræver Hælften af Danmark
49. Kort efter talte Guldharald med sin Frænde Kong Harald i Nærværelse af mange anseelige Mænd og fælleds Venner. Guldharald krævede af Kongen, at han skulde dele Riget med ham i Betragtning af hans Fødsel og Herkomst der i Danmark. Ved denne Fordring blev Kong Harald meget opbragt, og svarede saaledes: “Ingen Mand dristede sig til at kræve det af min Fader Konning Gorm, at han skulde være Halvkonning over Danmarks Rige, ej heller af hans Fader Haardeknud eller af Sigurd Orm i Øje eller af Ragnar Lodbrok.” Og han blev nu saa forbitret og rasende, at det ikke var mueligt at faae et Ord indført hos ham. Guldharald var nu meget værre tilfreds end tilforn, eftersom han ikke havde faaet mere Rige end før, men derimod Kongens Vrede; han kom da til sin Ven Hakon, og klagede sin Nød, og bad ham give et godt Raad, om han vidste noget, at han kunde faae Riget, men lagde til, at han var helst til Sinds, at vinde Riget med Magt og Vaaben.” “Saadanne Ord maa du ikke lade noget Menneske høre,” svarede Hakon, “thi kommer det for Kongens Øren, vil det koste dit Liv; men overtænk først vel hos dig selv, hvad du formaaer, thi til saa stort et Anslag er det nødvendigt, at man maa være dristig og urokkelig, og hverken spare Ondt eller Godt, for at drive det igjennem, som man har begyndt; men det duer ikke, at begynde paa store Planer og opgive dem med Vanære.” “Denne min Beslutning er saa fast og urokkelig,” svarede Guldharald, “at ej skal jeg spare mine egne Hænder, til at dræbe Kongen selv, om han vil nægte mig det Rige, som jeg er berettiget til.” Hermed endte de deres Samtale. Kort efter kom ogsaa Kong Harald til Hakon, og han fortalte nu denne, hvilket Krav Guld-Harald var kommen med til ham, og hvad Svar han havde givet. “Jeg vil paa ingen Maade formindske mit Rige,” lagde han til, “og om Guldharald ikke vil opgive denne Fordring, da bryder jeg mig kun lidt om, at lade ham dræbe, thi vil han ikke afstaae derfra, troer jeg ham ikke godt.” “Det troer jeg,” svarede Jarlen, “at Guldharald har med saa alvorligt Forsæt begyndt denne Sag, at han ingenlunde vil opgive den; og det frygter jeg for, at, begynder han Ufred her i Landet, da ville mange Folk strømme til ham, og mest fordi Hans Fader var saa almindelig elsket; men at dræbe eders Frænde, det vil vorde anseet for den største Ugjerning, thi alle ville holde ham for uskyldig, eftersom Sagerne staae. Dog er det derfor heller ikke mit Raad, at du gjør dig selv til ringere Konning end din Fader Konning Gorm, thi han forøgede sit Rige meget, men formindskede det i ingen Maade.” “Hvad er da dit Raad, Hakon!” spurgde Kongen, “naar du ikke vil, at jeg skal dele Riget, men dog vil, at jeg skal blive befriet fra min Frygt.” “Kom om nogle Dage,” svarede Jarlen, “saa vil jeg imidlertid overtænke denne vanskelige Sag, og finder vel da nok paa at give noget Raad.” Kongen gik da bort med sine Mænd.
